hjejle·mave

hjel

hjejn

adj. _ hjæj¶n alm.; hjÉjn NVJy; spor. også *hjæj¶l, *hjejl _ plur.: hjæj·n $Agger.

[af uvis opr.; vel (især mht. betydning 1) beslægtet med hejle, norsk dialekt heirun (= lidt sygelig)]

 Næste betydning

1) = småsyg, sløj; utilpas (pga. sult, udmattelse etc.) [Mors, Hards (±Ø), SVJy´NØ (med tilgrænsende egne af SØJy´NV), spor. i ældre kilder fra Thy´S; se kort; syn.: Çhjamsk 1]

Tæt afhjemlet

naar man ej har faaet noget at spise eller drikke til langt ud paa Formiddagen, siger man: jeg er hjejn. SkodborgH. hjæj¶n = den utilpashed, der kan påkomme én efter en søvn. SVJy. hjæj¶n ¨ overført (brugt) om mennesker fx efter en rus. Hards. hans Bæster (= heste) de stod jo ude om Natten, da var de løse og løb omkring i Kornet og dryppede af Sved og saa saa hjejne ud (fordi de om natten var blevet jaget omkring af en heks). SØJy (Krist.DS.NyRk.IV.210). \ (også) = sart, skrøbelig (efter sygdom, af ælde) [spor. i samme område] han er ikke hjein af sig = han er tykskindet og ikke sart af sig. Thy. "Hun war e¶t så hjæj¶en", om en Kvinde, der er god til at tage til Gjenmæle, svare igjen mod utugtigt snak og vise det fra sig. PKMadsen.Opt.

 Forrige betydning

2) = vammel, kraftløs, fad (om fødevarer, der er for søde, mangler salt, el. blot smager af for lidt) [vel opr. overført < betydning 1; Thy´S, Sall´SV, Hards, Fjends´V, SVJy´N (med tilgrænsende sogne af SØJy), spor. i øvrige Vestjy; se kort; syn.: Çdel, dval, gellig (etc., jf. DF.XXXI.1ff.)]

Tæt afhjemlet

Hvad der har fået for lidt salt eller i det hele for lidt krydderi smager hjæj¶n. Skautrup.H.II.46. Usaltet Smør, fuldstændig fersk fisk og ukrydret sylte er exempler paa ting, der betegnedes som hjein. Lemvig. hjæjen = flov ¨ om mad, øl, der f.eks. mangler salt el. sukker, er uden saft og kraft. SVJy. hjejn = svag, tynd ¨ (fx om kaffe). $Kragelund.

hjejle·mave	hjel
Sidens top