hjarm·battet
Çhjarme| hjarm·battet | Çhjarme |
Se også Çhjarme (verb.)
verb. _ med sideformen hjærme. _ hjar·m/jar·m/Ájar·m (K 3.2, K 1.3) alm.; hjær·m Herning´egnen. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).
[jf. svensk dialekt jarma; muligvis beslægtet med jærme (hvorfra formen på Herning´egnen formentlig har lånt sit æ); VSønJy (±NØ, og ikke optegnet fra Vadehavsøerne), ØSønJy´M, spredt i et bælte fra Esbjerg´ op til Herning´egnen, spor. i Hards´V, SØJy og ØSønJy´N; se kort]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
= jamre, klage; beklage sig (højlydt, vedholdende, ofte overdrevet; pga. bekymring el. utilfredshed). hun hjarmer o hjarmer øwer aaldt, hwa saa sin æn gjør = hun beklager sig (grundløst) over alting, hvad man så end gør. SVJy. (vbs.:) en vær da let å o høe å de Jamend oltien = man bliver da træt (jf. led x) af at høre på den jamren altid. $Løjt. \ (hertil, som personbetegnelser:) hjarmer. *$Agerskov. _ hjarme·skaft, hjarme·skid. *HvidingH.
| hjarm·battet | Çhjarme |
| Sidens top | |