hjabehjab·hed

hjabet

adj. _ hja·vè MØJy´S (vsa. hja·vèt), Bjerre (vsa. hja·vi); hjå·vè MØJy´N.

[muligvis < hjabe; spor. i MØJy og Bjerre; syn.: hjaget]

= tosset, fjollet. hja·vet, dvs. halvtosset, flyvegal. MØJy´S. \ (hertil:) hjabet·hed. Aa saa i jenne Hjovetheæ (= i lutter fjolleri), maaski aasse i hall Fuldskav "faasnøvelsiere" han sæ (= dummede han sig, jf. forsnabli¡sere). PJæger.IF.5 (og andre steder i forfatterskabet).

hjabehjab·hed
Sidens top