hiverhivning

hivert

subst. _ oftest i sideformen hibert. _ hi¿vèrt alm.; hi¿ßèrt Vends, $Agger; også hiw¶èrt spor. i Nørrejy; hipèt Als (også *heppet AlsOrdsaml.). _ genus: fem./fk. (K 7.2). _ plur.: ´er (K 6.2).

[< hive 5]

 Næste betydning

1) = lussing; slag [spredt i Vends (±N) og Him, spor. i Midtjy´Ø, SVJy og ØSønJy] De blyve pigen så ærgeli øver, de hon griber en greb, å ga ham en vældi Hibert mæ øve Naki = det bliver pigen så ærgerlig over, at hun griber en greb, og gav ham et vældigt slag med over nakken. Grønb.Opt.128.

 Forrige betydning  -  Næste betydning

2) = rus, brandert [spredt i Nordjy´S og Midtjy´Ø, spor. i Hards og SVJy] hañ hå· sæ æn w欷di© hi¿ßèrt (= han havde sig) en vældig svir, rus, dog ikke mere end vedkommende kan gå med (hive afsted med). $Agger. æ sölè dæw¶l kam hi·vèñ mæ·n år¶ènli hiw¶èrt o¿ = den sølle djævel kom hivende med en ordentlig brandert på. $Vroue. hun haaj saat en gued Stejl te en Hivert = hun havde sat en god »stejl til (dvs. lagt en solid grund til) en brandert. Aakj.UA.83.

 Forrige betydning

3) = dram, glas brændevin [spredt i MØJy, spor. i Him, Hards og på Als] èn ¡år·nÏè ¡hibèt (= en ordentlig hivert), dvs. en stor snaps eller grog. Alsingerg. \ (hertil:) han tager sig ¨ en ordentlig Hiver af Flasken. *Hards´S (Krist.JyF.XIII.197).

hiverhivning
Sidens top