hilsnehim

hilung

subst. _ med sideformerne hilav, hilot (og en række yderligere forvanskninger). _ ¡hi·loµ VendsÌ; ¡hièloµ, ¡hièlèµ Læsø; ¡hi·law/¡hièlaw (K 2.2) HanÇ, Thy´N (spor. også ¡hi·ªlaw·); *hi(e)ling Him´N; ¡hièªluèt $Fjolde. _ genus: mask./fk. (K 7.2). _ plur.: ´er (K 6.2) alm.; også hièlèr $Ræhr; (spec. til formerne på ´a©(¶)èr) ´è

\ Ìspor. også ¡hijèloµ; spor. tilsvarende former med forlænget vokal i 2.led: ¡hi·ªlo÷µ, ¡hij·lªo÷µ; også ¡hi·leµ HornsH; Çogså ¡hi·lªa©(¶)èr Han´Ø; også *hielow Han´V.

[egl. sms. < Ìhede, lo x (og dette sidste led alene er fuglens navn i gammeldansk, jf. ODS.VIII.182; evt. i varianten lom, jf. Brøndegaard.Fauna.II.133); opr. samme ord som rigsmål hjejle; 1.led ses spor. omtolket til Èhel´; 2.led er stærkt forvansket (bl.a. i tilslutning til ord som unge x, Ìager, el. til endelsen ´ing), jf. Sgr.V.105; NJy, Thy´N, spor. i Him´NV; se kort; syn.: brok·fugl, Ìhyt]

Tæt afhjemlet

= (fuglen) hjejle; jf. Brøndegaard.Fauna.II.133. (talemåde:) Hon æ så ko som i wrensk Hielo·ng = hun er så kåd som en »vrinsk hjejle. AarbVends.1929.285.

hilsnehim
Sidens top