hild·slyde
hille·mænd| hild·slyde | hille·mænd |
interj., sms.led. _ hilè(´) alm.; spor. også hi¬è(´); også (ældre) hili(´) Østjy´M.
[1636: hille Knø (jf. bitter´død, slutn.) (SkastTingb.136); egl. samme ord som »hellig; spredt i Østjy, spor. i Vest- og Sønderjy; forældet (bortset fra sms. »hille·mænd, som understøttes af rigsmål)]
= udtryk for forbavselse; opr. som del af eder fra den katolske tid (jf. EPont.F.48): hille mænd!, hille Marri! (= hellige Maria!), hille (pine og) død!; efterhånden (som selvstændigt ord) forbundet med andre (yngre) eder el. kraftudtryk: hille (for en) pokker! (jf. pokker x), hille »skam!, hille »bitter´død!, hille klø og »pine , hille alle ulykker! (jf. u·lykke x), hille (for en) »skamfærd!. TerpagerÌ.ca.1700. Melsen.1811. _ (hos digtere ofte udstyret med lange, fantasifulde udvidelser:) hille den fløitende syge. ØSønJy. hille den spids Endd aa en Syel (= hille den spidse ende af en syl). Schak.V. (Ord&Sag.1997.45). hille den gluend Endd aa en Dejnkjælling (= hille den glødende ende af en dejnekælling, jf. Çdejne 1). SkiveU. 16/4 1915. _ jf. også F.I.607f. \ (spec.:) hille du da! [kun i anførte kilder] Hilledode = hellige død! *Krist.Anholt.128. i forskrækkelse: ¡hilèªdoÛè. *$Anholt.
| hild·slyde | hille·mænd |
| Sidens top | |