hikkenÌhild

hikne

verb. _ hekèn alm.Ì; også hÉkèn BørglumH, KærH (Vends). _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´t

[< Èhikke; Vends´M og ´S, Han´Ø og Him (dog kun spor. i ´SV); se kort]

Tæt afhjemlet

= aftage, ophøre (om regnvejr, sj. om snevejr, tordenvejr og storm). Becher.ca.1815. no er de wes we å hekken æ bette kon = nu er regnen (snevejret) vist ved at tage en smule af. AEsp.VO. det hekner _ en Byge stilner af. ENiels.Vive.202.

hikkenÌhild
Sidens top