herre·folk
herre·gård| herre·folk | herre·gård |
interj. _ el. oftest (i to ord) ¡herre ¡gud. _ afvigende udtale: *hæddegud Thy (Skjoldb.RF.III.108); *harreguj Sall (AarbSkive.1939.11).
[spredt afhjemlet]
= udråb som udtryk for deltagelse, beklagelse, medynk. Bag efter kom der kogt Flæsk ¨ paa Bordet. Herregui! Kjestin, haad a ændda vest de (= herregud Kirstine, havde jeg endda vidst det). Hvorfor det? Jov, a vild helle hat en Skjeffel Grøed mie (= jo, jeg ville hellere have haft en skefuld grød mere). Fjends. ¡hærè ¡guj, æ hañ ¡så ¡sempèl = herregud, er han så syg. $Tved. ¡hærè¡guj æ ¡do fra ¡væ·strè, dæ· löfè æ ¡vañ·ªråtè mæ æ kø·è = Herregud, er du fra Vestre, der løber Vandrotterne med Køerne (for større er køerne ikke). ØSønJy. _ (anvendt som subst.:) ªde æ de ¡rÉÉnè ¡hærreªgu m¶æ ªha·m = det er den rene elendighed med ham. AEsp.VO.V. \ (i udvidet form:) herregud´véd. De ser uk som hærèguwÉ (= det ser ud som herregud´ved), dvs. ynkeligt. *$Børglum.
| herre·folk | herre·gård |
| Sidens top | |