hen·falden
hen·færd| hen·falden | hen·færd |
subst.
[< Çfare]
1) = afrejse; udrejse; (overført:) begravelse [spor. afhjemlet] æ wÉl ¡mæj te¶ è sta¡sjo¿n å ¡sí di ¡hæñ·ªfå¿rt = jeg vil med til stationen og se din afrejse. $Torsted. E ¡Hæn·fa¶rt tåw læµè Tí som e Jæm·ræj·s = Henrejsen tog længere Tid end Hjemrejsen. HostrupD.II.2.30. hun haa ærlig faatint, te dæ it mangle noj ve hinne Henfaart = hun havde ærlig fortjent, at der ikke manglede noget ved hendes begravelse. Thomaskjær.H.4.
2) = medfart, behandling, "omgang" [egl. overført < betydning 1; spor. afhjemlet] hañ fæk æn få·lè hæn·få¿rt = han fik et slag, så han fløj langt hen. $Agger. de vår èn ¡gråw· ¡Hænfa¶rt han fek: han fold ¡ho·jkulds a¶ è ¡Vún å ¨ ¡brækèt de ¡jæn· ¡Be¶n = Det var en slem Medfart han fik: han faldt hovedkulds af Vognen og ¨ brækkede det ene Ben. HostrupD.II.2.30. så fek di dæn sa·m hænfa·rt è¡gjæn å è få¡ke·èt si· = så fik de (dvs. brødene) den samme behandling (nemlig bagning) på den forkerte (dvs. den anden) side. SønJy.
| hen·falden | hen·færd |
| Sidens top | |