hen·ad
hen·fart| hen·ad | hen·fart |
adj.
1) = forskrækket; modfalden; forlegen; i dybe tanker [beslægtet med forb. falde ¡hen (se Ìfalde 13); spor. i Vest- og Sydjy] a slú mæ sö¶èn ¨ blöw¶ så ¡hænªfa¬èn = jeg slog mig sådan ¨ blev så forskrækket. $Vroue. do stoer saa hænfaalden, æ do kyw aa et = du står så henfalden; er du ked af det?. SVJy. a blöw hi¶èl henf嬶èn ve å si¶è ham så søl¶è = jeg blev helt forlegen ved at se ham så sølle. SØJy (F.).
Forrige betydning - Næste betydning
2) = forfalden (til spiritus mv.) [< ældre rigsmål; spor. afhjemlet] (spec.:) hænfo¬¶èn te vohæ·r (= henfalden til Vorherre), dvs. gudfrygtig, gudhengiven (uden spottende bismag). *SønJy.
3) om ko, der snart skal kælve, og hvis sener og bånd på bækkenpartiet slappes [jf. Ìfalde 4; spor. i Østjy; syn.: hen·sunken] ska kow¶èn snå¿t få ka¿l? _ ja, hon bejøçjèr å blyw hæn·falèn åba¿© = skal koen snart have kalv? _ ja, den begynder at blive henfalden bagtil. $Hellum.
| hen·ad | hen·fart |
| Sidens top | |