hegl
Çhegle| hegl | Çhegle |
Se også Çhegle (verb.)
subst. _ med sideformen hegl. _ (l/Ï K 4.8; ©/ch K 4.2:) hæ©·Ï/Áhæ©·Ï (K 1.3) alm.; he÷©l $Læsø; he©¶l, he¶©l VendsÌ, spor. i Him og Midtjy´Ø; hÉ©¶èl $Lild; he·©l $Havbro; hæ©¶Ï $Houlbjerg, $Todjerg, spor. i øvrige MØJy; hæchèÏ Angel; (spor. også yngre former med ´j´, fx:) hæj¶l Fur. _ genus: mask./fk. (K 7.2) alm.; fem. $NSamsø, spor. i Vends (vist især i betydning 2Ç). _ plur.: ´er (K 6.2) alm.; også (ældre) he©·l, he÷©l Vends; ÁhæchèÏ Angel.
\ Ìi betydning 2 dog he©èl AEsp.VO.; Çi denne betydning kan ordet iflg. AEsp.VO. også være neutr.
1) = bræt forsynet med tætsiddende, spidse tænder til behandling af hør; når hørstænglerne trækkes gentagne gange igennem denne "kam", fjernes urenheder (skaldele mv.), og fibrene lægges i samme retning; tydeliggørende også kaldt hør·hegle, (sj.) hegle·bræt [1601: heggell (SprKult.XIII.130); spredt afhjemlet (dog kun spor. i NVJy og Hards); fortrinsvis i ældre kilder] Det blev saa Kvindernes Opgave i Vinterens Løb at hegle og spinde Hørren. Heglingen bestod i, at man trak Hørren gennem en Hegl, et Bræt med mange spidse, naalformede Tænder, der fastgjordes paa en Stol, og derved kæmmede Blaaren fra (jf. Ìblår 1). Him (AarbViborg.1930.109). fra jeg var bette Dreng af, kan jeg huske min ¨ Mor iføre sig sit ringeste Tøj og sætte sig til at hegle ¨ i vor varme Kostald i Fodergangen ¨ eller i et tomt Kobaas ¨ Mor sad paa en gammel Stol, Heglen blev bundet paa Ryggen af en anden Stol, og saa gik Arbeidet. SØJy. I 1889 var Husfliden næsten uddød. "Reben" ¨ "Bryden", "Skjætfoden", "Skagen" og "Heglen" (jf. ribbe x, Ìbrøde, skætte·fod, skage x) var Redskaber (til behandling af hør), som mangen Karl og Pige ¨ end ikke kendte af Navn. Djurs (AFSchmidt.DL.84). Hørhegleren ¨ stillede, naar Tid var inde, efter Jul ¨ med en Sæk paa Nakken (som) indeholdt Heglerne. AarbVejle.1940.74f. (spøgende:) a vil næjsten helle aa sowet aapo en Hæggel in aa høeh aapo hin = jeg ville næsten hellere have sovet på en hegle end høre på hende. Thomaskjær.PK.17. (talemåde:) vi skal ha ham lo¿ lestèlè o æn hæ©·l o dækèt ham ¡te mæ æn harè (= vi skal have ham lagt varsomt på en hegle og dækket ham til med en harve, siges) når man forhandler med en arrig person. $Darum (F.II.438)._ (i afvisende svar, jf. hegle·fedt:) Lek (= slik) du Fedt af en Hegle og Smør af en Tærekande (= tjærekande, dvs. du/I kan rende mig ¨!). Kok.Ordspr.161 (med varianter; se også ODS.IV.852). \ (også) = tilsvarende redskab til behandling af hamp [spor. i kystegne; fiskersprog] Til garntæller (jf. telle x) skulle der bruges hamp, som man i uforarbejdet stand kunne købe hos købmanden. Det skulle så brydes op (jf. ¢brøde), og når det var gjort, blev det heglet på en grov hegel, og bagefter på en tættere hegel. Det affald ¨ blev samlet til brug ved rebslåning. ChrThagaard.Skagen.101. \ (også) = tilsvarende redskab til behandling af langhalm, med henblik på »taghalm [spor. afhjemlet; syn.: knage·pind, tag·ribbe] vi tager laaning af (= renser langhalm) paa en hegle, langhalmsrive ¨ Under brugen anbragtes heglen i et firkantet hul i en stolpe i væggen mellem lo og lade ¨ godt og vel i hoftehøjde. Rømø.
2) = skrap, ondsindet kvinde; ældre, mager kvinde, ko (etc.) [spredt i Nørrejy, spor. i Sønderjy] "Hon æ da saa møj en Hæggel", om den, der farer med Sladder og sort Bagtalelse. Skyum.M.34. I overført Betydning kan Hæg’l ogsaa betyde radmagert Kreatur og undertiden et ældre Kvindfolk. AarbRanders.1924.97. Aakj.VF.233. \ (hertil:) hegle·gumme [jf. svensk gumma (= gammel kvinde)] Hæglgom· = Øgenavn om en gammel sladderagtig Kvinde. Hards (PKMadsen.Opt.).
| hegl | Çhegle |
| Sidens top | |