hav·sten
hav·støvle| hav·sten | hav·støvle |
subst.
[< stok x; spredt i Vends, Thy og Hards´NV, spor. på Mors, Holmsland og i SVJy´SV]
= strandkant, strandbred, hvor bølgerne bryder; lang sandvold. Fiskerlejets Baade var slæbt ned til Havstokken. Thy (JBjerre.H.46). de forulykkede i Landingen, at (dvs. da) der kom en saakaldt blind Sø eller Bølge, som hvælvede Baaden i Havstokken, saa alle Mand blev kastet ud af Baaden. Hards´NV. når æ stij·mer di så komer he¿l end¶ i haw·stå’k, så ka de træ·f, at di ka ta hunder _ , åp te tow’ hunder sne·s mæ jen¶ dræt = når stimerne (af makrel) så kommer helt ind i havstokken, så kan det træffe, at de (dvs. fiskerne) kan tage hundrede, op til to hundrede snes med et kast (jf. dræt 1.1). AarbThisted.1956.67.
| hav·sten | hav·støvle |
| Sidens top | |