have·fjæl
have·fæld| have·fjæl | have·fæld |
adj.
[< ¢have 20; Hards´NV, Thyholm, spor. i Him, Hards´S og SVJy; se kort; syn.: have·gær, havendes]
 |  Tæt afhjemlet |
= begærlig, som ikke kan få nok; grådig, forslugen. Hvis en mand tilraner sig mere eller på anden måde gør sig til gode på andres bekostning, siger vi: "det er da faale (= farligt, forfærdeligt) saa havfuld han er". Hards. (om genganger, der menes at have slugt en ko:) hun har altid været havefuld, imens hun levede, vil hun til at æde hele høveder, nu hun er død. Herning (Krist.JyF.V.376). AThuborg.K.143.
| have·fjæl | have·fæld |
| Sidens top | |