harm·stilt
harp| harm·stilt | harp |
adj. _ med sideformen harmet. _ har¶mt NJy (vsa. ha¶rmt Vends), Mors, Him, $Tved, Sydjy; har·mt Thy, MVJy.
[< Ìharm (de stødløse former dog snarest ptc. af ældre rigsmål harme)]
1) = bedrøvet, ked af det; såret [< harme 1; NJy, NVJy, MVJy´N, spredt i Him, spor. i øvrige Hards, i NØJy, på Djurs og i Sydjy; se kort; syn.: harm·slagen 1]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
Jeg blev saa harmt = det smertede mig inderligt. Schade.ca.1820. de skulde ingen Børn faae, og det var hun saa meget harmt for. NLevinsen.FV.27. Ja, lit ka glee e bitte Baan, aa lit ka jør e harmt = ja, lidt kan glæde et lille barn, og lidt kan gøre det ked af det. Thise.LL.95. (med overgang til betydning 2:) Er man baade sorgfuld og opbragt samtidig, benyttes Betegnelsen harmt. I denne Sindsstemning er Følelsen af Sorg tilsat Vrede, maaske over, at man har lidt Uret. Skyum.M.22.
2) = vred; krænket [< harme 2; spor. i Nord- og Midtjy, desuden Ribe (TerpagerÌ.ca.1700); syn.: harm·slagen 2] a blöw¶ så har¶mt o æ kå¿l te a skje¬t ham gåt ú = jeg blev så vred på karlen, at jeg skældte ham godt ud. $Vroue. Sidsel sad og saa sig helt harmt paa de fjollede Opvartningspiger. Thise.NKS.115.
| harm·stilt | harp |
| Sidens top | |