Ìhalse

halse·side

Se også Ìhalse (verb.)

Çhalse

verb. _ hal·s _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

[af uvis opr.; Hards´V, desuden den citerede kilde fra Han; se kort]

Tæt afhjemlet

_ kun i flg. forb.: halse græs/hø ¡af = slå græs, idet leen føres fra det stående græs og udefter (modsat odde ¡ind, se odde x). Hvor der kun var et tyndt lag græs, huggede man inde fra græsset og udad og gik rundt om stykket, så man kunne klare sig uden afriver (og så hed det, at) man halsede græsset af ¨ Når der var et tykt lag græs, gik det lettere at slå det ind mod det stående græs, og så var det nødvendigt med en afriver. VHanH (AarbThisted.1957.192). di hal·sèr ær aw (= de halser det af), om Hø, man slaar saaledes, at naar man har gaaet et Skaar, begynder man hvor man endte og hugger ind fra den græsbegroede Side; paa den Maade kommer to Skaar til at ligge sammen. Hards (PKMadsen.Opt.).

Ìhalse	halse·side
Sidens top