hale·penge
Çhale·pæl| hale·penge | Çhale·pæl |
Se også Çhale·pæl (subst.)
subst. _ med sideformen hare·pæl. _ afvigende 1.sms.led: hå·r´ Thy´M, Mors, sideform i Thy´N (og spredt i Thy´S).
[sideformen skyldes formentlig dissimilation (til undgåelse af, at begge sms.led ender på samme konsonant); Han, NVJy, MVJy, SyJy (dog ikke afhjemlet fra Fanø), SønJy (± Als); se kort; syn.: bag·pæl, spil·stolpe, spil·støtte]
 |  Tæt afhjemlet |
= bageste stolpe i træværket, der adskiller to båse (i ko´ el. hestestald); under malkningen kunne koens hale bindes til pælen. Baasen var altid mellem to Bjælker (kaldet et Fag), under Bjælken var der to Pæle, der kaldtes Bæslingspælene (jf. bæssing·pæl). Den øverste eller forreste ved Ydermuren kaldtes "æ Mundpæel" (jf. mund·pæl) og den bageste "æ Haaelpæel". SVJy (SprKult.XX.17). Æ håelpæl, huer vi band æ kohåel te, nær vi malked = halepælen, hvor vi bandt kohalen til, når vi malkede (for ikke at få den i hovedet, når koen ville vifte fluer væk). Fjends. (på) èn ¡ha·Ï¡pæ·Ï ¨ i Hestestalden, dæ·è hæ·ñ ¡gjen· è ¡stri©èÏ¡bo·stè (= der hang gerne striglebørsterne). $Øsby. \ også kaldt: hale·træ. *Mors (Schade.ca.1820).
| hale·penge | Çhale·pæl |
| Sidens top | |