halderet
Çhale| halderet | Çhale |
Se også Çhale (verb.)
subst. _ udtale »kort 1 (med note), jf. også K 4.8, K 1.3. _ genus: mask./fk. (K 7.2). _ afvigende bf.: hå÷l Vends (±SV), Læsø; hål· $Voldby, ældre sideform på SDjurs; håÏi SamsøÈ. _ plur.: »kort 2 (med noter), jf. også K 4.8, K 6.2; overalt også yngre hå·lèr/ho·Ïè/ha·Ïè (etc., med langvokal).
\ Ìdog yngre ha·l Tyrstrup´S; Çogså (ældre) håÏè Fjends; også (yngre) haÏè Tyrstrup´S; Èdog hoÏi $SSamsø.
1) = rigsm. (på dyr; også overført på menneske) [alm. undt. i Fjolde; syn.: stjært x] ¡huñªhwaÏpèn rænè ¡roñt ætè si ejèn ho·Ï = hundehvalpen render rundt efter sig egen hale. $Hundslund. bej hò·l åp (= binde hale op), dvs. binde koens hale til »halepælen, mens der malkes; det gjorde man, hvis der var mange fluer; man kunne også få et barn til at holde halen. AEsp.VO. Drengen (dvs. tjenestedrengen) skal holde ved "e Ha·l å e Gris" (= grisens hale) ved Slagtningen. Sundeved. æ hæj·st dje halèr ska rompes åp = hestenes haler skal rumpes op, dvs. bindes op, som man bruger det til stadskørsel; derfra overført (jf. rumpe x). $Vroue. læ wÉÉr mæ å ræ·çj i hå·l å mæ hile tij¶n = lad være med at rende i halen af mig hele tiden. AEsp.VO. _ (i talrige talemåder, med varianter, fx:) "de wa ¡snæ¿rt trofèn", sø skræÛerèn, hañ klèpèt hå·Ïèn ¡åw¶ èn ¡lu¿s = det var snert truffet (dvs. tæt på), sagde skrædderen, han klippede halen af en lus. $Hundslund. MÉ ka tre· kati så lÉng åpå hål, te haj vÉje kløÉn te = man kan træde katten så længe på halen, at den vender kløerne til (dvs. river). Grønb.Opt.246. haçj restèr eñtj ò·ñtj èn hål· (= han mangler ikke andet end halen), dvs. for at være en Ræv. $Børglum. Rövi Ér eñtj så stur, som hå·l bruvse te = ræven er ikke så stor, som halen bruser til (dvs. skinnet bedrager). Grønb.Opt.236. klæm¶ o¶ æ kat law æ hå·l sto¿r! (= klem på katten, mens halen står), dvs. man skal smede, mens jærnet er varmt. $Darum (F.II.105). do ka go te hål· (= du kan gå til halen), siges til en, der ikke duer til noget. $Voldby. di ska te¶ æ hå·l dær æjèr æ kow¶ (= de skal til halen, som ejer koen), siges naar Mand og Kone selv maa tage til ¨ en snavset Gerning (som fjernelse af komøg), og Tjenestefolkene ikke ville. $Lødderup. mæ ska go te hwòt, eñtj te hål· = man skal gå til hovedet (dvs. den der bestemmer), ikke til halen (dvs. den underordnede). $Hellum. om den, der har vovet sig for vidt ud: "hon hår fåt hind håhl swejen" (= hun har fået sin hale svedet). SyJy (NMskr.1872.348). Saa er Ungersvend i Tale _ som man griber Aal i Hale (dvs. ikke til at fastholde). KBecker.M.190. Dæ æ tåw mjænninge ved en tåhl å trej ænd´e ved en håhl, næ’en blywwe sko öwe i møt´en = der er to meninger ved en tale og tre ender ved en hale, når den bliver skåret over i midten. Aakj.JF.19. "Saa! No røg æ Haael aa æ Gimmer!" (jf. gimmer 1) ¨ fx når der under baksning med et eller andet skete et fortrædeligt, men dog ikke alvorligt uheld. Hards. Han ka taa· i e Kattes Haa·el aa kyør, saa har han nøj aa gyør (= han kan tage i kattens hale og køre, så har han noget at gøre), om et ørkesløst Menneske, som Tiden falder lang. Schade.67. No er e Kou saal aa trii Mark foer e Haa·el aa· en (= nu er koen solgt, og tre mark for halen af den), dvs. nu er Tingen afgjort. Schade.144. (vejrregel:) der blev aldrig begyndt (på bakkefiskeri, jf. Çbakke 4), "før Gertrud og Benedikti ha’ røstet djer Haal (med de sidste rester af vinter) ¨, for før kunne vi ikke om Sommeren taael (= tale). Tønnes.Skagen.180. \ faste forb.: have leg i halen = ikke have ro på sig [spor. i Nørrejy] De ældre sagde, at de unge havde "Leg i Haalen" (Uro i Halen), dvs. de kunde ikke sidde stille alt for længe ad Gangen. Gejlager.NHF.103. _ have (noget) under ¡halen = lægge hemmelige planer [spor. i Nordjy; fortrinsvis i ældre kilder] Så fåswaej bue kwejfolken uk i tjykkene. _ A lier intj de hær, så Niels. Di ma ha jæn teeng åjjer håel! = så forsvandt begge kvinderne ud i køkkenet _ "jeg kan ikke lide det her", sagde Niels, "de må have et eller andet hemmeligt for". Engelund.KletP.II.10. _ holde halen ¡op på én, binde ens hale ¡op (el. lign.). a) = varte én op; holde én ved selskab [overført fra malkearbejde, jf. citat ovf.; spredt i Nord- og Midtjy] dæm ri© ær dær nåk te¶ å beñ æ hå·l åp o¿ = de rige er der nok til at binde halen op på. $Vroue. ja, do sku wal ha jæn¶ te o hå¬ æ hå·l åp o Û¶æ (= ja, du skulle vel have en til at holde halen oppe på dig), dvs. en til at holde dig med selskab. $Agger. _ b) = klare, magte [spor. i Midtjy´M og ´Ø] Si a war ent næm aa gæ Haall op o (= se, jeg var ikke nem at gøre halen op på), dvs. tage Kampen op med. Djurs. Om en, der er noget stor paa det, siges: "Han trænge nåk te å fo hans Ho·l bonen åp". MØJy. de sku li· hå wån i mi ¡oµ· ªdaw·, så sku a nåk ha boñèn ham hans hå·l åp (= det skulle lige have været i mine unge dage, så skulle jeg nok have bundet ham hans hale op), siger den ældre, der ikke kan følge med den unge ved høstarbejde. Skautrup.H.I.227. _ slå halen i vand med én = slå op med én [spor. i ældre kilder fra Nord- og Vestjy] Olavius.Schagen.374. _ sætte halen ad nakken. så såt di æ ¡hå·l a æ ¡na§k = så satte de halen på nakken, dvs. køerne bissede. *$Ål. _ med »standende hale.
Forrige betydning - Næste betydning
2) om noget der ligner en hale.
2.1) Ovenpaa hovedtøjet bar kvinderne en "hat" naar de gik ud. Det var en kyse med "hale", d.v.s. en flæse i nakken. *RibeAmt.1950.403.
2.2) = (planten) langbladet ærenpris; kun med foranstillet karakteriserende farveadjektiv: blå hale, hvid hale, rød hale; jf. JLange.ODP.II.795 [spor. i VSønJy]
2.3) = smal stribe (af jord etc.) [spor. afhjemlet, fortrinsvis i stednavne] dær gor en så·nè hå·l úr i æ 浶 = der går en sandet hale ud i engen, dvs. et langt, smalt afsnit, hvis karakter ¨ afviger fra omgivelserne. $Vroue. den vestligste, lave Del af Fyrbakken, kaldet Bakkens Hale. Tønnes.GSF.69.
2.4) = strimmel af hø, som ligger til tørring efter høsten [NJy (± Læsø), Him´N og ´Ø, MØJy (±NV), SØJy (±SV), spredt på NDjurs og i SønJy (±NØ, ± øerne), spor. i Hards´S og SVJy; se kort; syn.: hø·streng, kobbel x, ribbel x]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
Det var et stolt Syn at se de mange Rækker af Slætkarle, naar de lod Leen hvine gennem Græsset i nøjeste Takt med hinanden, medens Pigerne gik i Række og rev Græsset i "Haaller" ¨ Naar Høet var tilstrækkelig vejret (= tørret), blev det vendt og senere revet sammen i lange Haler (til tørring på den anden side). AarbVends.1935´36.288. wi slæbt ¡hålèrn ¡sam¶èl ¡æñtèn mæ ¡fårk, hælèr wi spæñ èn ¡hæjst får èn ¡hyªslæ·bèr hælèr èn ¡fi·lªhaw·, å ¡så såt wi è i ¡stak, ¡hwæj¶ de sku stå å ¡tö·r èn halsnes ¡daw· = vi slæbte halerne sammen enten med fork, eller vi spændte en hest for en høslæber eller en »fjællehave, og så satte vi det i stakke, hvor det skulle stå og tørre en halv snes dage (endnu). $Haverslev. vi "ryver Hyed po Haal" (= river høet på hale). Him. 10´12 Stakke (hø) bæres sammen til et Lass (= læs). To Mand bærer en Stak paa en Bærestang. Noget spildes. Det bliver en Ha·l. Man river saa æ Ha·l ind. ØSønJy.
2.5) = del af leblad [spredt i Hards (±SØ), SVJy (±Ø) og VSønJy, spor. i NJy´S, Fjends og ØSønJy´NV] Ryggen (på høleen) havde en forlængelse, æ hå·l, ca. 3 cm bred og 1 cm tyk, der var vinkelbøjet lidt uden for bladet og på nederste del forsynet med en lille jernknap. $Vroue. I Østjylland var hølebladets hale forsynet med en tap, der gik ind i et hul i draget, og bladet gjordes fast med en enkelt ring, der spændtes fast med kiler, og dette gælder også de østlige sogne i Ribe og Ringkøbing amter, men længere vest på var det skik, at "æ hål" var forsynet med et hul, hvorigennem der blev slået et søm ind i skaftet, og bladet fastgjordes med to ringe, således som det også var skik i Thy og Vendsyssel, hvor man dog ikke brugte søm. HundredeAar.96. Nu var ¨ Spørgsmaalet om Halens Stilling til Lebladet; var Halen bøjet for stærkt opefter, gik Skæret for haard mod Jorden. Det kaldtes: "Æ Hjølle æ faa joere" (jf. jordet 3). RibeAmt.1944.67.
2.6) = yderste, spidse ende af fiskeruse, fastgjort til »halepæl 2, »halestage [spor. i Vest- og Midtjy] Hatt.NFjand.350 (med ill.).
3) om noget der (ligesom en hale) kommer bagefter el. peger bagud.
3.1) = ende; efterslæb; følge [spor. i Nord- og Vestjy] de tår æ lång Hå·l får ham (= det tager den lange hale for ham), om en som bliver længe borte. Holmsland (Røjkjær.Opt.). no ka do ¡ta i hål· (= nu kan du tage i halen), om den der kommer for sent. $Tolstrup. åm¶ hañ kam ni¶èr èpo strå¿ñ ¨ tøt hañ ej§t, dæ wa nÒj· å gjÒr sin hå·l l嵶 æ§tèr = og da (jf. om x) han kom ned på stranden ¨ syntes han ikke, der var noget at gøre sin hale lang efter (dvs. tøve efter, og han sætter straks en redningsaktion i gang). Kvolsgaard.F.71. De er nok æ Haael aa æ Vinter = det er nok halen af vinteren, dvs. den sidste gang vintervejr. Hards. (vejrregel:) De’ æ’ gammel Mands Taal, der er Regn i Rims Haal = det er gammel mands tale (dvs. gammel almueviden), at der er regn i rims hale (dvs. rim følges af regn). AarbHards.1914.57. (talemåde:) Halen hænger alting paa. Ved Halen forstaaes Enden, som naar mand opsætter alting til det sidste. Him (JesRel.1743). \ (også) = hindring, besværlighed [spor. afhjemlet] Dær ær i Hå·l we¶e = Der ligger noget under. AarbVends.1942.211.
3.2) = børneflok [spor. afhjemlet] en ku·n mæ månner bÒÒ¶n hòr i lång¶ hòòl = en kone med mange børn har "en lang hale". AEsp.VO. Han er sjæl (= for sig selv, alene), for han haar engen Haa·l. SVJy. Det allersidste barn, forældrene få, og som slutter æ ha·l, kaldes æ "skravkag" (jf. skrabe·kage x). ØSønJy. \ (hertil vel også:) hus og hale. hañ æ ¡a¬è ¡hu·s å ¡ha·Ï ¡næ·è = han er aldrig Hus og Hale nær, dvs. aldrig hjemme. *$Bov.
| halderet | Çhale |
| Sidens top | |
}){kind=link}
}){kind=link}