høst·kardus
høst·kone| høst·kardus | høst·kone |
subst.
1) = mand, karl, der høster (korn) med le; ofte ansat for hele høsten eller blot dag for dag [spredt afhjemlet; syn.: høster, høst·mand] èn ¡hÒ·st¡kå¿l ¨ wa ¡fæjst fu ¡fåst ¡lön¶ = en høstkarl var fæstet for fast løn. Thy. hwæ¿r hÒstkòò¶l hae en åpbejjer = hver høstkarl havde en opbinder (dvs. pige, der bandt neg af det mejede korn). AEsp.VO. En ¡Hö·èstkå¶l sagdes der: skulle kunne "ta si Skor (Skaar) å dre¶k si Dram" (= "tage sit »skår, dvs. meje passende bredt, og drikke sin dram"). Hards. \ (også) = mand, der slår græs, hø [jf. høst 2.3; spor. i Sønderjy´NV] jø·stkal (= høstkarl), dvs. Karl til Høslæt. $Agerskov. De større Gaarde havde hver 2 ekstra "Høstkarle" (til høslæt) i Juli Maaned. Det var Husmænd fra Nørrejylland, der kom Aar efter Aar, ¨ for at tjene den store Maanedsløn (i Firserne 1 "Prøjser" = 3 Mark om Dagen). SJyAarb.1941.224.
2) = strådukke udklædt som høstkarl, placeret i fx uhøstet kornmark som drilleri fra nabogård, der er færdig med at høste [jf. Ord&Sag.1982.18; spor. i MVJy´N, desuden Sundeved; syn.: høst·dreng 2.2] De sidste Neg blev ¨ lavet til "en Høstkarl", der iført en gammel, kasseret Dragt og udrustet med en aflagt Kasket blev sendt til nærmeste Nabo, der endnu havde Korn paa Marken, ¨ gerne (med) et ikke smigrende Vers i Lommen. Odgaard.F.63.
| høst·kardus | høst·kone |
| Sidens top | |