hør·stuge
hørt| hør·stuge | hørt |
subst.
[formentlig < svinge x; jf. ØMO.; spor. i NVJy, Midtjy´Ø og SØJy]
= person, der hegler hør. Hørsvingeren gik rundt og heglede (jf. Çhegle 1) Hørret med sit medbragte »Hegle; Hørsvingeren var fri for al Militærtjeneste. Mors. Heglingen besørgedes af en dertil øvet Mand, "Hørsvinger" eller "Heglmand" og kunde efter Omstændighederne udføres enten paa Avlsstedet eller i Hørsvingerens Hjem. SØJy.
| hør·stuge | hørt |
| Sidens top | |