hør·hegle
hørig| hør·hegle | hørig |
subst.
[< Ìhoved 3.2; spredt i Vends (med Læsø), Midtjy´Ø og SØJy´N, spor. i SVJy og SønJy; syn.: hør·hat]
= indretning på »rokkehoved, som hørren vikles om før spinding; jf. DF.I.32 (nr. 8 på ill.). Hørhue kaldte man en opretstaaende pind, der var anbragt paa rokken ved siden af tenen med blaaret viklet om. Vends.
| hør·hegle | hørig |
| Sidens top | |