Ìhætte
hætte·måge| Ìhætte | hætte·måge |
Se også Ìhætte (subst.)
verb. _ hæ·t Ommers (dog hæt NørlyngH), MØJy, Djurs; hæ§t Vestjy (K 1.4). _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1) alm.; også (ældre) hæ·t hhv. hæ¿t Djurs, MØJy; (præt.) også hæ§t $Lødderup.
[jf. vestnordisk hætta (= slutte med, holde op med)]
1) = stilne, aftage, høre op; klare op (især efter regn) [Fjends´Ø, Ommers (±NØ), MØJy, Djurs (± Samsø), SØJy´N (± BjerreH), Hards´SØ (med tilgrænsende egne af SVJy), spor. på Sall, i Him og Hards´NØ; se kort; syn.: Çblanke 3, Çhelme 1, hikne, hiske, Çhofte, ¢hæfte, slovne x]
 |  Tæt afhjemlet |
no hæther et = nu mindsker det, dvs. giver efter med Storm eller Regn. NBlicher.1811. vi krybè i ¡løj¶ ¡næ¿rènsªti¿ de ¡rænè å ¡blyw¶è dæ te de ¡hæ·tè = vi kryber i læ, når det regner, og bliver der, til det næsten er Tørvejr. $Gosmer. De wa møj vaer hvis de kom i mæ ælveje, hvis dæ wa nowed en absolut skuld ha saaendset, maat en stræef o ud te et, saa snaa de begyndt o hæt = det var meget værre, hvis det blev ved med bygevejr; hvis der var noget, man absolut skulle have ordnet, måtte man skynde sig ud til det, så snart det begyndte at stilne af. SØJy. De hå hæt let mæ væj¶ret = (det) er blevet lidt bedre (med vejret). Krist.JyA.T.VI.399. \ (også, om person) = standse. Præsten ¨ vilde ikke hæte og skyndte sig hjem. *Krist.Anholt.VI.
2) = holde mælken tilbage (om ko) [spor. på Mors, desuden Thy (iflg. F.)] Schade.77. æ kow¶ hæ§tèr æ mjælk = (koen) holder Mælken, vil ikke lade den komme i Begyndelsen af Malkningen. $Lødderup.
| Ìhætte | hætte·måge |
| Sidens top | |