hætne
Çhætte| hætne | Çhætte |
Se også Çhætte (verb.)
subst. _ hæt/hæ§t/hæ÷t/Áhæ(·)t (K 1.4) alm.; hÉ÷t/hÉt (K 1.4) VendsÌ; hɧt Thy; også he§t MVJy, SVJy; het $Agerskov. _ genus: fem./fk. (K 7.2). _ plur.: ´er (K 6.2).
\ Ìogså hæt $Børglum.
1) = rigsm.; (tidligere især:) hætteslag. saa er her en anden Mand, der paa Hovedet har en rød Hæt¶ eller »Hatteslag, et Klædningsstykke, der endnu var i Brug enkelte Steder i Midt´ og Vestjylland omkring Midten af forrige Aarhundrede (dvs. i 1800´t.). SprKult.11.119 (med ill. s. 124). Var Vejret ondt, brugte de Gamle tillige en "Hætte", der bestod af et Stykke Vadmel eller Klæde, der passede til Hovedet, men lod Ansigtet frit, sluttede altid tæt til Halsen, knappedes foran om Hals og Bryst og faldt ned over Skuldrene. Feilb.FH.62. Hørsvingeren ¨ ha·Û èn ¡hæt ¡øw¶è ¡how¶èÛèt mæ ¡glas¡ru·Û ªi¶ (= havde en hætte over hovedet med en glasrude i, under bearbejdningen af hør). $Gosmer. Het ¨ en Slags Kyse, der omslutter Hovedet og knappes eller bindes under Hagen. Forhen ofte syet sammen med Senillen (jf. chenille) og kunde slaaes op om Hovedet eller lægges ned i Nakken efter Behag. MØJy. hæt ¨ I gl. Dage et slags Hovedtøj for Fruentimmer, stod ud fra Ansigtet med indlagt Pap. Kaldtes ogsaa ky·s. $Tolstrup (jf. F.I.736). æn het ¨ Fruentimmerhovedtøj (Puld og Skygge gaa ud i ét). $Agerskov. æn hæ§t ¨ brugtes senere (kun) almindeligt som Del af Daabsdragten. $Vodder. _ (overført:) hæt ¨ bruges spøgende om hovedtøj, som hat og hue. $Hellum. "hvor er di ¡hæ§t", når der mentes kasketten. $Bjerre. (talemåder:) De tör a sæ·j å æn¡da læ min Hæ·t se· æpå = det tør jeg sige og endda lade min hætte sidde på. AarbVends.1932.315. de æ nåk a dæñ¶ slaw¶ æ bjå¿ns he§t wår aw¶ (= det er nok af den slags bjørnens hætte var af), dvs. noget intetsigende vrøvl. Ringkøbing (F.I.82). (afvisende svar:) Vet do eñtj blæs Bu¬ åbag te hær hæt flyvÉr å = vil du ikke blæse Bodil bagi, til hendes hætte flyver af. Grønb.Opt.58. \ faste forb.: (der er) noget i hætten = noget i gære, på færde [spor. i SVJy] A tøkkes Do er o Far i Maaen saa tille, er der nowr i æ Het = jeg synes, du er på færde så tidligt her til morgen, er der noget i gære (dvs. skal der ske noget særligt)? Fanø. _ have noget i hætten. a hår læµ· hå¿Û èt i æ he§t (= jeg har længe haft det i hætten), dvs. tænkt på det. *$Darum. _ gal i hætten. hon É gal¶ i hætèn i da = hun er gal i hovedet i dag. *$Børglum. _ gammel i hætten. Være gammel i Hetten = have Erfarenhed. *Melsen.1811. _ høj i hætten. haçj É no· hÒw¶ i hætèn = han er noget høj i hatten, dvs. vigtig. *$Børglum. _ rød i hætten. Maren bløw saa sær med jet aa saa rød i Hætten = Maren blev med ét så sær og så rød i hovedet (af forlegenhed). *Klastrup.KPM.8. _ mørk(e) i hætte (= legen blindebuk) se mørke´i´hætte x.
Forrige betydning - Næste betydning
2) = hvad der af form minder om en hætte.
2.1) = »hæssehat [spor. i Vends; syn.: stak·hætte] hæt ¨ = Hus som dækker en Korn´ el. Høhæsse; 4 Stolper bære et "owèr" (= tag) som ved et Hus; heises op med Tallier. $Tolstrup.
2.2) = forkullet stykke væge (i tændt lys) [spor. i SønJy; syn.: hat 3.2] (overtro:) Når der er en hætte på lyset om aftenen, så får man og fremmede. Krist.JyA.T.III.143.
2.3) = aftegning i fjerdragt. noon taner hòr en sot hÉ·t på hwò·t = nogle terner har en sort hætte på hovedet. *AEsp.VO.
2.4) (i plur.:) ¡hætte i e ¡ve·æ = uudviklede kerner øverst i hvedeaksene. *AlsOrdsaml.
3) (i plur.) = vragrester. de har haft Vaaddet i Hold paa (dvs. deres vod havde siddet fast i) gamle Vrag paa Havbunden, "Hætter", som de kalder dem. *MylErich.S.73. "Hætpollen" ¨ er Med til (= Hættepolden er pejlemærke for) flere Hætter: gamle Vrag eller Skibsankere. *Tønnes.GSF.82.
| hætne | Çhætte |
| Sidens top | |