ÌhæsÈhæs´

Se også Ìhæs (subst.), Èhæs´ (sms.led)

Çhæs

adj. _ med sideformen hæsk. _ a) ældre former: »kort (med noter), jf. også K 1.1. _ b) yngre former (påvirket af rigsmål): hÉ¿s VendsÎ; hæ¿s/he¿s øvrige Nørrejy (i samme områder som hwæ¿s hhv. hwe¿s); he¿s/he·s (K 1.1) SønJy (± Als). _ som 1.sms.led: hæ·s´/hwæ·s´ etc. (med længde i stedet for evt. stød, og i yngre rigsmålspåvirket udtale normalt uden w). _ plur.: u.end. (men med længde i stedet for stød, og med acc.2 i TonalOmr, jf. K 1.9).

\ Ìspor. også hwæ¿s; Çdog hwe¿s $Agger; Èogså (ældre) ho¿s, *ho·s spor. i Him´Ø; ¢dog hwæ¿s $Tved; £også hwe¿s spor. i SØJy´NØ; også wæ¿s spor. i SVJy´S; Àkun optegnet (yngre) hæ¿s; Îogså hæj¶s ´NV, ´MV.

[sideformen hesk < nedertysk heesch; syn.: skrås]

= rigsm. (om stemme). (vejrregel:) April er aldrig saa bøs og hvæs, den gir jo baade Løv og Græs. SØJy (Nysted.ca.1700, jf. SprKult.VII.127). Hun fik først nøj Swaaghid i æ Hals. Det begyndte med saadan en Rodlen (= rallen) helt ned for Brystet, og saa blev hun »skroddel i Halsen og tilsidst helt hwæs. AarbMors.1924.21. De wa æ Minning, han sku haa løst aa wæt Dæjn, fu nær han ett wa skroddel aa hwæs, ku han sjønng saa pæn aa gik ett aa gaalmt, søhn som wi ajer = det var meningen, han skulle have læst og været degn, for når han ikke var rusten (i mælet) og hæs, kunne han synge så pænt og gik ikke og skrålede, sådan som vi andre. AarbMors.1926.112. æ bö¿n råvt hu¡ra te di blöw hi¶èl hwæ·s ve¶ è = børnene råbte hurra, til de blev helt hæse af det. $Vroue. Om det saa var hendes Nabos stadse Kok (= flotte hane), saa var han bleven saa hvæs i hans Hals, te han kunde snart ikke gale. Hards (Krist.JyF.IV.320). \ (hertil:) hæs·hed = rigsm. [spor. afhjemlet]

ÌhæsÈhæs´
Sidens top