ÌhærkeÈhærke

Se også Ìhærke (subst.), Èhærke (verb.)

Çhærke

subst. _ hærk alm.; *hærk’ (markeret som ældre tostavelsesord) KærH (Vends; Lars.Ordb.102). _ genus: stof´neutr.

[< Èhærke 2; spor. i Nordjy og Midtjy´N; fortrinsvis i ældre kilder; syn.: klem¡hærke]

= vanskelighed, besvær; kniberi; især i forb. med hærk (og knærk). Jeg overtalede ham med Hærke = det stod hart (= hårdt), og hand giorde det med en ond Villie (= kun uvilligt). Sall (JesRel.1743). De var mæ Hærk aa Knærk vi bjerre vus = det var med Nød og Neppe vi bjergede os. Schade.77. wi slap ijæm¶èl, wi fæk da æç·j å¡po è, mæn de wa mæ hærk = vi slap igennem, vi fik da ende på det, men det var med besvær. $Hellum.

ÌhærkeÈhærke
Sidens top