hængÇhænge

Se også Çhænge (verb., sms.led), Èhænge´ (sms.led)

Ìhænge

subst. _ med sideformen hange. _ hæµ·/Áhæµ· (K 1.3) alm.; heµ· Hards, SVJy´N; også Áheµ· ØSønJy´Ø; Áhaµ· $Rømø; hæ·µ $Fjolde. _ genus: fk. alm.; også neutr. spor. i SØJy og SønJy. _ plur.: ´er (K 6.2).

[Hards, SVJy, SØJy´SV, Sønderjy (dog kun spredt på Als); se kort; syn.: dør·hænge]

Tæt afhjemlet
Spredt afhjemlet

= hængsel (undertiden kun om den del af hængslet, der er fastgjort til døren). æ da¿r æ so§kèn i æ hæµèr, vi ska hå æn læ§tèr nöj = døren er sunket i hængslerne (jf. søkke), vi skal have den lettet noget. Skautrup.H.I.34. æ hæµ· sad paa Døren, æ kryk (jf. krykke x) sad indfæstet i Stolpen. $Agerskov. e fæstet e vinne med ny hænger = jeg fæstede vinduet med nye hængsler. ØSønJy. (overført:) gav e§t æ moñ¶ å è hæµèr = gab ikke munden af hængslerne, dvs. af led. $Lejrskov. (talemåde:) A ska et ri jer Dar å æ Henger (= jeg skal ikke rive jeres dør af hængslerne, jf. ride x), dvs. jeg skal ikke komme her ofte. AarbHards.1930.116.

hængÇhænge
Sidens top