hæmme
hæmter·bing| hæmme | hæmter·bing |
subst. _ hæm¶sèl _ genus: fk.
[< hæmme 1; spor. i Hards og SVJy]
= begrænsning. de ær æn få·le (= farlig, slem) Hæm¶sel, om noget som hæmmer. Hards (Røjkjær.Opt.). \ også kaldt: hæmme. dæ wa eµèn hæm· får hwa uñt hun hå·j å sæj· = der var ingen grænser for, hvad ondt hun havde at sige. *$Vroue.
| hæmme | hæmter·bing |
| Sidens top | |