Ìhælde
hælde·fag| Ìhælde | hælde·fag |
Se også Ìhælde (verb.)
verb. _ med sideformen halde. _ udtales og bøjes i alm. som »Ìhælde; også ha¬·/hal· (K 1.6) ældre form i NJy, NVJy og Sall. _ afvigende præs.: ha¬èr $Tolstrup. _ afvigende præt. og ptc.: ha¬÷tj hhv. ha¬tj $Tolstrup; hɬèÛ $Torsted; ha¬èÛ $Hurup; (præt.) hæ¬è $Havbro, Sall (TKrist.BT.134), sideform i $Hostrup; (præt.) *hellet TyrstingH (MØJy); hæ¬èt $Jelling. _ generelt: ordet anvendes ofte i tryktabsforb. og mister da evt. længde, stød og acc.2.
[jf. vestnordisk halla; såvel i udtale som bøjning næsten sammenfaldet med Ìhælde]
1) = skråne; stå skråt [spredt afhjemlet] E ¡Mark ¡hældè te ¡Synd¶èr = Marken skråner nedad mod Syd. HostrupD.II.2.27. Æn stak war aw·lång¶ å fij·kan¶te. Dæm u·est ne·g sku gja· hæl· nöj ukkear, så æ wan¶ ku ræn å¶ æ stak å æ¶t in¶ i æ stak, næ¶r de ræj·nt = en (hø)stak var aflang og firkantet; de yderste neg skulle gerne hælde noget udad, så vandet kunne regne af stakken og ikke ind i stakken, når det regnede. Ejsing.Salling.99. Mi Fåes Huws wa sempel Bindingsværk ¨ æ sønder Vekk begyndt så småt å helld = min faders hus var simpelt bindingsværk; den søndre væg begyndte så småt at hælde. ABerntsen.B.7. hwis a ¡mo·n ¡h欧t ¡så¿n te an ku h欷 ¡wañ¶ ¡i¿, så ¡så· vi, dæn hæ·ñ te ¡drep = hvis (ny)månen hældte sådan, at man kunne (forestille sig at) hælde vand i, så sagde vi, den hængte til dryp. $Give. (overtro:) tøt di, te nyy¶osnyy¶ hÉllt så møj¶ så skuld dæ manne pigger blyw lòk¶ed dænd¶ o¶r = syntes de (gamle), at nytårsnyet (dvs. første nymåne i det ny år) hældede så meget, så skulle der blive lokket mange piger i dét år. AarbThisted.1968.70. (talemåder:) Næe U¶nen hæ¬e, så vil di 嬷 sky æte = når vognen hælder, så vil de allesammen skubbe på (og få den til at vælte). MØJy. æ las de hæ¬èr te æ ¡slaw·ªsi· = (et læs, det hælder, altid) til Slagsiden, dvs. den Side af Vejen, hvor der er flest Slag (= huller). Rømø. \ (hertil:) I den heldende Sol = i solopgangen. *Elmgaard.SB.25.
Forrige betydning - Næste betydning
2) = lude; lade (kropsdel) synke (nedad, til siden) [spredt afhjemlet] Han ¡hæld·t å è ¡Ho¶j = Han holdt Hovedet skråt (på Siden), dvs. Han var betænkelig ved Sagen, utilfreds (= trak på Skuldrene). HostrupD.II.2.27. La Røven hæld te (= lad røven hælde til!), en af de mange Maader at byde Folk til Sæde. Vends. _ (overført, i talemåder med varianter:) Vi to er vel omtrent lige gamle? _ Ja, naar den jen dør af Æld’, kan den aaend begynd’ o hæld’ (= når den ene af os dør af ælde, kan den anden begynde at hælde, dvs. tænke på sin grav). SØJy. å ¡guj, ¡e¬ å ¡he¬ de kå wi ¡eñt ¡le·v ªfro¿ = åh gud, ælde og (substantiveret:) hælde, det kan vi ikke løbe fra. $NSamsø. \ faste forb. (overført): hælde til = være tilbøjeligt til at mene, støtte (noget) [spor. i Nord- og Midtjy] di hæ¬èr te æ mi¡sjo¿n = de hælder til missionen (dvs. kirkeretningen Indre Mission). $Vroue. _ hælde med hovedet = være missionsk, skinhellig etc. [spor. i Nordjy] Ejsing.Salling.199.
3) (om tid) = gå på hæld, mod enden [spor. afhjemlet] æ ¡daw¶ dæñ¶ ¡hæ¬èr, de ¡la§kèr mor ¡aw§tèn = dagen hælder, det lakker mod aften. MVJy. (også overført om helbred mv.:) helde ¨ med Een, det gaar til agters for ham (mht. helbred el. økonomi?). Vends (Melsen.1811). de hÉller te dÉ ga·l sij mæ ham = det hælder til den gale side med ham (dvs. med hans helbred). AEsp.VO.
| Ìhælde | hælde·fag |
| Sidens top | |