hædes·tøj
hæffel| hædes·tøj | hæffel |
verb. _ hæ·r Vends (F.); he·r $Vroue; hejèr Hards´NV; hæjè, *hiè MØJy (dog hæÛè $Hundslund); hièr SVJy; desuden (læseudtale) hæ·dèr $Havbro. _ bøjning: ´er ´et ´et el. u.end. (K 6.2, K 6.1, K 6.3) alm.; (præs.) hjæ·rèr Bjerre.
[spor. i Nørrejy]
= rigsm. en mo he·r hiñ får hiñè ¡guèªhi·è = man må hædre hende (dvs. tage hatten af) for hendes godhed. $Vroue. hiere = gøre Stads af. MØJy. a kom¶èr får¶ o hièr æ law¶ (= jeg kommer) for at hædre laget (dvs. selskabet). $Darum (jf. F.I.723). _ (spec., i talemåde:) "Æn ska’ hejer sæ sjæl" (= man skal hædre sig selv), siges, naar man lönner Gave med Gave, i modsat Fald har man Skam og ikke "Hæder" (jf. Ìhæders, slutn.). Hards (PKMadsen.Opt.).
| hædes·tøj | hæffel |
| Sidens top | |