Ìhånde
hånde·lag| Ìhånde | hånde·lag |
Se også Ìhånde (subst.)
verb. _ (n/ñ K 4.4:) hå·ñ alm.; hò·j Vends; hañ· Thy´S, Mors (vsa. hå·ñ); ho·n MØJy´S; ha·ñ/Áha·ñ (K 1.3) Sønderjy. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1) alm.; ´t Vends, Mors, Him´V, MVJy.
[< Ìhånd]
1) = give hånd (som hilsen) [NVJy, Him´V, MVJy, spredt i Vends og Han, spor. i øvrige Øst- og Sydjy; se kort]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
OBork.1814. de er skek å hååj næer mæ seer godaw å fårwall = det er skik at give hånd, når man siger goddag og farvel. Vends. alm. ytring ved sammenkomster: hår ¡vi ¡tåw¶ ¡hå·ñt = har vi to hilst på hinanden. $Vroue. (vbs.:) ska vi intj læ wÉ·r mæ de hò·ji = skal vi ikke lade være med det given Haand _ en Hentydning fra Værten til Gæsterne om ikke at give Haand, naar der siges Tak for Mad. Vends. \ faste forb.: hånde med én [spor. i Nord- og Midtjy] Det hår alti wot skik ue o æ land å håån med dem al sammen te bryllup, begrawelser å høstgilder bode te godaw å fåwal = det har altid været skik ude på landet at hånde med dem allesammen til bryllup, begravelser og høstgilde både til goddag og farvel. Fjends. di vild jo gjan haanes mæ æ præst (= de ville jo gerne håndes med præsten), dvs. hilse paa de store. Hards. _ hånde på noget = give håndslag på (i en handel). *Mors.
Forrige betydning - Næste betydning
2) = have i hånden/hænderne, håndtere; behandle; magte [spredt i NVJy, Hards´V, Sydjy´S og ØSønJy, spor. i Vends, Thy og Midtjy´Ø] de ska hañès (gaa gennem Hænderne) manè gåµ·, fa de æ færè = det skal håndes mange gange, før det er færdigt. $Lødderup. mi sal·mbo¿© ær itj ræt pÉ¿n, få dæñ æ blÒwèn hò·ñèt så mÒj¶ = min salmebog er ikke ret pæn, for den er blevet håndet så meget (dvs. jeg har haft den i hænderne så ofte). MØJy (F.). æ skå§törè ska æn hå·ñ tit eñèn di æ tjænlè å kør hjæm¶ = »skudtørvene skal man hånde tit, inden de er tjenlige til at køre hjem. $Vejrum. et spædbarn har godt af at blive ha·net dvs. taget op, kælet med. ØSønJy. do må Áitj Áha·èñ èt så ga¬t (= du må ikke behandle det så voldsomt), om et barn eller noget, som skal omgås varsomt. $Rise. han ka ¡itj ¡hañ· ¡di ¡stuèr ¡sti¶èn = han kan ikke hånde de store sten (dvs. han kan ikke magte at flytte de store sten med hænderne). $Torsted. ka do sitj a ku håj dæ! (= kan du se, jeg kunne hånde dig) kan den sige, der har "lagt" en anden ned i brydekamp. AEsp.VO. _ (talemåde:) Hvor der it hand´es, der it spild´es = hvor der ikke håndes (dvs. handles), der spildes der ikke noget. ØSønJy. _ (i ed:) dæ·len hand mæ = fanden tage mig. Mors. \ faste forb.: hånde med = gramse; mosle, mase med [spor. afhjemlet] bønèn væl gjæn go å ho·n mæ kiliµèn = børnene vil gerne gå og hånde med killingen. MØJy. æ kan it ha den Áka·ch, som hon hær gawn å Áha·ñèt mæ (= jeg kan ikke have, dvs. spise den kage, som hun har gået og håndet med) (altså en kage, som giveren har haft meget i sine kanske mindre rene hænder). $Løjt. _ hånde sig = klare sig. de æ rå¿r o ha nåwèt o hañ· sæj mæ (= det er rart at have noget at hånde sig med), dvs. have penge el. andet at tage til i en forlegenhed. *$Darum. *ØSønJy´N.
Forrige betydning - Næste betydning
3) = række, give videre [spor. i Hards og SVJy] hånd mæ dæn = ræk mig den. Hards. om Mursten, der gik fra Mand til Mand: de handet dem (= rakte dem videre). SVJy. Ka do li håån mæ æ hammer = kan du lige række mig hammeren. SVJy.
4) (upersonligt:) hånde én = falde let for en, passe til ens kunnen [spredt i SønJy (± Als), spor. i SVJy] det arbejd ha·ndet ham da slet it = det arbejde lå slet ikke for ham, havde han ikke håndelag til. $Løjt. Ætè ¡de, te de èr è ¡fø·st ¡Gåµ·, han ¡bruchèr æn ¡Le¶, så må æ ¡si, te de ha·ndèr ham gåt = Eftersom det er første Gang, han bruger en Le, må jeg sige, at han har en vis Færdighed deri allerede. HostrupD.II.2.8. Hun var dygte i æ skoel, men det hu·sle ha·ndet hind slet it = hun var dygtig i skolen, men det huslige lå slet ikke for hende. $Løjt.
| Ìhånde | hånde·lag |
| Sidens top | |