hånd·dugÇhånde

Se også Çhånde (verb.)

Ìhånde

subst. _ hå·ñ/Áhå·ñ (K 1.3). _ genus: fk. Hards; neutr. SønJy. _ plur.: ´èr Hards.

[< Ìhånd, jf. JyStud.97ff.; jf. også ØMO.; Hards´SV, Als, spor. i Hards´SØ og SVJy´N; se kort; syn.: Ìdel 5, hånd·ting 1]

Tæt afhjemlet

= beholder (skål, kande, krukke, spand, kurv, kasse, mindre kar etc.), som kan bæres med en hånd el. med hænderne; anvendt til opbevaring el. transport af fast el. flydende indhold. Til opsamling af kartofler kom han med en hå·end (spand, kurv el. lign.). Hards. Hent mæ li· en håånd te æ småkagger = hent mig lige en hånde til småkagerne. Hards. en haaend var en Skaal af Træ man brugte til at maale Kraftfoder af til Kreaturer og lign. Hards. køberen spørger, om koen malker godt og sælgeren svarer: "åk, do hår slæt e¶tt hånder nåk!" (= ok, du har slet ikke hånder nok). Hards. æ Ásy·rèµ va bÏöwn ¡gæmt fro ¡sist Ágaµ· i èt Áhå·ñ = syringen (dvs. surdejen, jf. syring x) var blevet gemt fra sidste gang i en hånde. Als. "Sådan hår et sedt", sejer æ Pigger, nær di hår slån en Hånnd i Støkker o vel sæt æ Skår sammel = "sådan har det siddet", siger pigerne, når de har slået en hånde i stykker og vil sætte skårene sammen. AarbHards.1930.146. Der var meget fattigt i Hjemmet, di hå et¶ mannè Hå·ñèr (= de havde ikke mange hånder). Hards.

hånd·dugÇhånde
Sidens top