håb
hå·finne| håb | hå·finne |
verb. _ ho·v/ho·ß/ho·b (K 4.3) alm. i Nørrejy (spredt syd for Limfjorden også ho·f); hò·ß Vends´N, Læsø, sideform i Vends´MÌ; hå·f/Áhå·f (K 1.9) alm. i Sønderjy; ho·f $Mandø, $Aventoft, $Hostrup; Áhu·f Als; hoab $Fjolde. _ præs.: ´er (K 6.2) alm.Ç; hå·vèr/Áhå·vèr (K 1.9) Sønderjy´N (K 4.3). _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1) alm.Ç; ho·bt hhv. ho¿bt HadsH (MØJy), $NSamsø; hoft $Darum, $Hostrup, $Bov; håft TønderH (VSønJy), $Agerskov;Áhå·ft hhv. hå·ft Sundeved; Áhu·ft hhv. hu·ft Als; hoabè hhv. hoabt $Fjolde; (præt.) også ho·bt GjernH (MØJy).
\ Ìse nærmere AEsp.Nordjysk.246; Çhvis inf. ender på ´f, dog altid med ´v´ i Nørrejy.
[alm. nord for rigsgrænsen (men vist kun brugt i rigsmålsnære, ofte skriftsprogsbaserede udtryk)]
= rigsm. ska vi saa et hoof, de blyver lisse gaat vejer i Maaen Auten, så ka vi samles heer ved æ Køll igjen = skal vi så ikke håbe, det bliver lige så godt vejr i morgen aften, så kan vi (unge) samles her igen ved (malt)køllen (jf. kølle·sjov). Frifelt&Kragelund.TT.109. (talemåde, med varianter:) Mæ ska ho·b te dè bæ·st å we·ntj dè wæst = man skal håbe på det bedste og vente det værste. AarbVends.1929.284.
| håb | hå·finne |
| Sidens top | |