Ìguse

gusne

Se også Ìguse (subst.)

Çguse

verb. _ guw·s Vends, $Læsø; gu·s Mors, Hards. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´t

[beslægtet med gyse; spor. i Nord- og Midtjy; syn.: gusne, gussie]

= gyse. Schade.ca.1820. de guwwst i´mæ, da a hÒt hon ha druwnt sæ = det gyste i mig, da jeg hørte, hun havde druknet sig. AEsp.VO. de gu·ser mæ (= det guser mig), dvs. det faar mig til at gyse af kulde. Hards.

Ìguse	gusne
Sidens top