guffas

Çguffe

Se også Çguffe (verb.)

Ìguffe

verb. _ gof alm.; go÷f Vends; gow·f $Agger; Ágof $Rise. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

 Næste betydning

1) = (små)bjæffe, gø, grynte; hoste [spredt i Nordjy og Midtjy´N, spor. i SØJy] Olavius.Schagen.373. hañ står å goffer, (siges) når hunden ikke rigtig gjør, men giver en Gof (= et bjæf) af og til. Vends. guffe, det gør en stor Sct. Bernhardshund. Hards´N. æ sow¶ gofè a§tèr mæ = soen gryntede (vredt) efter mig. $Vroue. hañ gor o gow·fèr o gyj¶r (= han går og guffer og gør), dvs. han har tørre hoste. $Agger. \ (overført:) (han) gofè åm¶ sæ = han "gøede" om(kring) sig (dvs. brokkede sig, gav ondt af sig). *$Vroue. *JSkytte.VV.46.

 Forrige betydning

2) = (få til at) brumme, rumle [spor. i MØJy´S] Naar en Pind stikkes igjemmem Midten af Blæren (øverst i en guffe·potte) og trækkes frem og tilbage, fremkommer derved en brummende Lyd; det kaldes "at guffe". Børn bruger Nyaarsaften at gaa omkring med en saadan Potte og forskrække Folk ved at "guffe" uden for deres Vinduer. HadsH.

guffas	Çguffe
Sidens top