Ìguf

guffas

Se også Ìguf (subst.)

Çguf

subst. _ gof _ genus: neutr./fk. (K 7.1). _ plur.: u.end.

[< Ìguffe 1; spredt i NJy og Him´V, spor. i Vestjy]

= bjæf, grynt mv.; undertrykt hosten. Naar en Hund formærke Noget, han ei kan see, giver han et Guf, ligesom for at høre efter (= lytte) imellem. Vends (Melsen.1811). æ sow¶ ga¿ æn gof (= soen gav et grynt, da den blev) ræd eller vred. Skyum.Mors.II.75. den ga nåwèr gof (= den gav nogle guf), om enkelte (dybe) bjæf (af en stor hund) og med mellemrum. Skautrup.H.II.37.

Ìguf	guffas
Sidens top