grunker
gruntning| grunker | gruntning |
verb. _ groñt ´è ´èt ´èt
[vel dannet i tilslutning til grynte; kun anførte kilder fra HadsH (MØJy)]
= grynte. a ka ¡hø·, de gjær å ¡groñtè ¡u·Û i ¡ha·wèn = jeg kan høre, det går og grunter ude i haven (vist sagt om et svin). $Gosmer. en Hest, som altid bider i krybben, mens den samtidig groñtè, dvs. puster med en stønnende Lyd. $Hundslund.
| grunker | gruntning |
| Sidens top | |