grund·vrøvling
grunte| grund·vrøvling | grunte |
subst. plur. _ (´er K 6.2:) groµ·kèr/groµ§kèr/groµkè/Ágroµkè (K 1.9, jf. K 1.5).
[vist < ældre rigsmål (som iflg. ODS.VII.199 evt. har afledt ordet af skånsk dialekt grunka (= samle)); spredt i Østjy, spor. i Vest- og Sønderjy]
= mange penge; ofte om opsparet formue. grunkker ¨ bemerker penge, riigdom, formue. Hand har gode grunkker. Ribe (TerpagerÌ.ca.1700). hun hår groµ§kè te de gry·lèr = hun har penge, så det bugner. $Vroue. \ (også) = ting, sager [spor. i Vends og SønJy] dæ va Ámånne Ágammel Ágrongke o ¡dænd åwk¡sjo·n = der var mange gamle sager på den auktion. AlsOrdsaml.66. no gammel gronker (om forfalden gård). AEsp.VO.IV.352. \ (hertil vel også flg. sing. bf., vel ved sammenblanding med andre ord:) Haj tjÒbt hile gronken = han købte brandtomten med ruinerne på. *AEsp.VO.IV.352.
| grund·vrøvling | grunte |
| Sidens top | |