grining
grinne·hul| grining | grinne·hul |
verb. _ med sideformerne grinde, grende. _ udtale »kort (med noter), jf. også K 1.3, K 4.4; desuden greñ· $Vodder. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´et alm.£; græ÷ñtj Vends (dog yngre ptc. græñ¶tj); greñ·t $Haverslev, $Lild; greñ·t/greñ§t (K 1.5, K 1.6) hhv. greñt Thy; greñ·t hhv. greñ¶t Him´V; gren(·)t hhv. grent Him´Ø; grent hhv. gren¶t $Vorning; grent/greçjt hhv. gren¶t/greçj¶t (K 4.4) MØJy´SØ; grin·/griñ· hhv. grin¶/griñ¶ (K 4.4) MØJy´N, Ommers´Ø, Djurs´V.
\ Ìogså gren· spredt i NVJy og MVJy; Çspor. også *gren; Èspredt også grin·; ¢spredt også grin(·), gren(·); spec. greçj $Gosmer; £dog griñ§t hhv. griñt som yngre form i Hards´SV.
[< gammeldansk grinnæ, grænnæ; jf. norsk dialekt grena (< ældre grinna); beslægtet med grine og gennem tiden sammenblandet med dette verbum, både lydligt (jf. udtalerne med ´i´ og/eller ´n i stedet for forventet ´ñ) og indholdsmæssigt (jf. de parallelle betydninger); formen med ´æ´ (Vends mv.) skyldes formentlig påvirkning fra flende, jf. betydning 5 ndf.; jf. også OrdCL.44]
1) = le (som neutralt udtryk, svarende til øst´ og sønderjysk le x, men afvigende fra grine, skranne) [Vestjy, SØJy (±NØ), spor. i øvrige Østjy; se kort]
 |  Tæt afhjemlet |
Bloch.VD.25. gren· = le godmodigt, modsat å gri·n; hvis en mand sagde en god vittighed, så gren· (= lo) man af den; men sagde han en dårlig, så gri·n (= grinte) man af manden. Hards. Hun war som en Glimt a Wohær / ¨ saa lin i æ Lemmer, så smern i æ Bøwt, / så let te å grind, te å græd = hun var som et glimt af Vorherre, så lind i lemmerne, så smidig i sin bøjning, så let til at le, til at græde. Noe´Nygård.J.25. han æ sæ ki¬¶è, te èn e§t ka rö·r ve ham, uÛèn han greñè = han er så kilden, at man ikke kan røre ved ham, uden at han ler. $Lejrskov. _ (talemåder:) hañ ka fo dø· fålk tej¶r o greñ· (= han kan få døde folk til at le), om en rigtig spasmager. $Agger. dæn¶, dæ grenè åm æ må·r, mo tit ro·l enèn aw·tèn = den, der ler om morgenen, må tit græde inden aften. Skyum.Mors.II.83. dæn grinner bædst jo, dæ grinner tesidst = den ler bedst, der ler sidst. Hards.
Forrige betydning - Næste betydning
2) = grine (med bibetydning af grov, højrøstet, hoverende el. skadefro latter, mange steder næsten ensbetydende med og i yngre dialekt afløst af grine 1) [NJy (± Vends´NØ og Læsø), Him, Ommers´V, MØJy´S, SØJy´NØ, spredt i øvrige Ommers og MØJy samt i Djurs´V, spor. (især i yngre kilder) i Vestjy´N og i øvrige SØJy; se kort]
 | Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
Folk vild’ græij aa’ Kræn aa sæjj Fornøwelsen var bette = folk ville grine af Kristen og sige, fornøjelsen var ringe (idet han hurtigt fik gjort kæresten gravid). Klastrup.KPM.32. Å Pi Dræj¶esen stu end· i hans Bet¶teståw· å grend·t, te han wa fadde å stöw·t we¶e = og Per Drejersen stod inde i sin »bittestue og grinede, så han var lige ved at falde om ved det. HJens.HDF.24. han håj næ¿è greñèt hans moñ¶ åp te be©è hans ø·rè = han havde nær grinet sin mund op til begge ører (dvs. skraldgrinet). $Lejrskov. _ (talemåder, med varianter:) Hwem, dæ haa nok aa bih aa brændh, di kaa sed we Kakkelownind aa grændh (= de, der har nok at bide og brænde, de kan sidde ved kakkelovnen og grine), dvs. gotte sig. Mols (JySaml.3Rk.I.90). Naar en falder i Søvn ved Bordet, siges han at "go dæehen, hu di grenne aa Faalk" (= at gå derhen, hvor de grinner ad folk). Ommers (jf. også grine 1 slutn.). de war sjøw, de ska grenjes øwer jæn gång te = det var sjovt, det skal (der) grines over én gang til. Han. (svar på frieri:) wÉl do ¡ha m¶æ, så ¡ta m¶æ å ¡greñ¶ ¡itj ¡a m¶æ = vil du have mig, så tag mig, og grin ikke af mig. $Torsted. a er rɶj bön¶ græçjjer ræçjfor åp = jeg er bange for at børnene griner rendfog op (dvs. griner så upassende, at vi får snefog?). AEsp.VO.I.264. Hvis det var koldt, og man bankede Armene overkors, kunde en tilstedeværende sige: "No grenner æ Dævvl" (= nu griner djævelen); spurgte man saa hvorfor, svarede han: "Jo han troer do vel slaa dæ siel ihjel (= at du vil slå dig selv ihjel); underforstaaet at Selvmordere tilfalder Djævelen. Djurs. \ (hertil:) inder·forgrint [< Çinder´ 1] a ku si, de wa no morsomt, han gik aa baar aapaa, for han klød sæ saa inderfogrindt i Sien = jeg kunne se, det var noget morsomt, han gik og bar på, for han gik og grinede indvendigt, mens han kløede sig i siden. *Ommers (Jyden.I.45).
Forrige betydning - Næste betydning
3) = skære ansigt; lave grimasser; vise tænder [spor. i Nørrejy og Sønderjy´N; syn.: grine 2] i de sam kam dèr i uvl frå buskÉn å grÉñtj å vist tÉjÉr É hær = i det samme kom der en Ulv ud fra Buskene og grinte og viste Tænder ad hende. Grønb.Opt.141. _ (med spil på betydning 5:) haçj gjer å ¡greçjè lisèm èn ¡røwnèt ¡træsku = han går og grinner ligesom en revnet træsko. $Gosmer. _ (talemåder:) Di æ ål· kjøn· Wo Hæ· ska·ve, som griner å som ga·ve = de er alle kønne, (som) Vorherre skaber, nogle grinner og andre gaber (vel = glaner). MØJy. Ska mæ slu·g en to·s, ka mæ lisså gåt ga·b æ´i som græç·j æ´i = skal man sluge en tudse, kan man lige så godt gabe ad den som "grende" ad den; ordet synes her at betyde: skære ansigt. AEsp.VO.IV.351.
Forrige betydning - Næste betydning
4) = vride på munden og blotte tænderne, idet ørerne lægges tilbage (om nervøs el. ondskabsfuld hest, sj. ko) [spor. i Nordjy, Østjy og Sønderjy´N; syn.: grine 3] wi skul ju ¡åsè wæ fo¡se©ti, dæsèm æn ¡hæjst ¡greñ·t, får ¡så ku èn ¡gåt fo ¡hæl¶ ¡te å ¡bej· wås i ¡ba·©ªdi¿lèn, ¡næ¿r wi lå ¡dræt ¡po¶n = vi skulle jo også være forsigtige, når en hest grinnede, for så kunne den godt få held til at bide os i bagdelen, når vi lagde seletøj på den. $Haverslev. han grenè som èn kow¶ i¶ èn tæ·m = han grinner som en ko i en tømme. MØJy. (som afvisning af grinne i betydning 1:) som Barn sagde jeg engang: "A grendt" (= grinte), min bedstemor irettesatte mig: "hæjsten grenne" (= det er hestene, der grinner, og ikke ordentlige folk!). SØJy (med variant).
5) = stå åben, gabe [jf. grine 4] En Aften ¨ mødte hun et Spøgelse, som sagde: "ser do, hvo mi Øien rinner? (= ser du, hvor mine øjne rinder?) "ja, ser do, hvo mi Røv grinder?" (= ser du, hvor min røv gaber?), svarede Pigen og gik rolig sin Vej hjem. *ØSønJy´N. Træerne grÉjÉr i Skoven, naar de staa vidt og bare. *Grønb.Opt. \ (hertil opr., skønt grinne vist nu forstås i betydning 1_2:) enten skal det flende eller grinne/grinde (jf. flende 2.1) = det går fra den ene yderlighed til den anden [jf. grind 4; spor. i Vends, Fjends og MØJy] Éñtjèn skal É flæçj· hæ¬è græçj·, hæ¬è rÒw¶èn ska sto pij·bobèn (= enten skal det flende eller grinde, eller røven skal stå pivåben); sådan siger man, når man (over hals og hoved?) sætter alle kræfter ind på en sag. $Hellum.
| grining | grinne·hul |
| Sidens top | |
}){kind=link}