grimme
grimmi¡natus| grimme | grimmi¡natus |
subst. _ gremèÏs $Tved. _ genus: neutr. (i betydning 1); stof´neutr. (i betydning 2).
[< Çgrim 1; syn.: grimsel]
1) = grim, frastødende person; sj. om tilsvarende dyr [spor. i MØJy´N og på Djurs] A tænt tit aa, huien de wa gon te, te han wa bløwen gywt, faa gywt wa han de saam Gremmels = jeg tænkte tit på, hvordan det var gået til, at han var blevet gift; for gift var han, den samme grimrian. JAsbæk.L.23.
2) så¿n no gremèÏs, (sagt) om noget, der er grimt, fx mad. *$Tved.
| grimme | grimmi¡natus |
| Sidens top | |