grand
Çgrande| grand | Çgrande |
Se også Çgrande (verb.)
subst. _ grañ·/Ágrañ· (K 1.3) alm.; *graçj Vends. _ genus: mask./fk. (K 7.2) (i betydning 1, 3 og 4); neutr./fk. (K 7.1) (i betydning 2). _ plur.: ´er (K 6.2).
[< gammeldansk grannæ; jf. vestnordisk granni]
1) = bosiddende mand (i reglen gårdejer), som i fællesskabets tid var medlem af landsbyens grandelag (jf. grande·lag1) [spredt i ældre kilder; forældet; syn.: by·mand] (grandebrev 1716:) Hvoe der lader deres Kalve gaae løese i Marchen, eller nogen tyrer (dvs. tøjrer deres kreaturer) over paa den anden Mands Baarer (jf. Çbåre 1), bøder til Granderne for hver Høvet (dvs. kreatur) lidet eller stort 4 Sk. (= skilling). Han (AarbThisted.1839.224). Grajjeren å siner hen Såwnforstajjerskabbe, å te sist Såwnro¶e, sörre for Føen te dem we å pålign Bøj¶jeren en Skat, som sku le¡wij¶res i Natu¡ra¶lier, for de mjÉst Ku¶n = granderne og senere hen sogneforstanderskabet, og til sidst sognerådet, sørgede for føden til dem (dvs. staklerne, der ikke kunne brødføde sig selv) ved at påligne bønderne en skat, som skulle leveres i naturalier, for det meste korn (jf. fattig·korn). AEsp.GG.58.
Forrige betydning - Næste betydning
2) = møde, hvor granderne (i betydning 1) i fællesskabets tid afgjorde sager af fælles interesse; i reglen afsluttet med selskabeligt samvær [SønJy (± SØ), SVJy´SV; se kort; syn.: gade·stævne, grande·stævne, vide x]
 |  Tæt afhjemlet |
Når der skulde afholdes grande, lod den ældste af "embedsmændene" en såkaldt »grandestok eller »tingvol sende rundt til bønderne. Stokken gik fra hus til hus, og når den havde nået til sidste mand, medførte han den til grandestævnet og overgav den her igen i den ældste "embedsmands" varetægt. SJyAarb.1943.101. Grande i Emmerske (ved Tønder) afholdtes to Gange om Året, e Mikkelsdawsgrand og e Majdawsgrand. SJyAarb.1935.289. (ved) èt ¡mårtènsè ¡grañ· (et Mortensdag Grande) udlejedes Markveje o. l. til Småmænd til Græsning. $Øsby. grannj gik paa Skift blandt Bønderne og sluttede med Varm Spisning og Kortspil. Paa Granden foretages Ansættelse af en "»Markmand". VSønJy. Som tiden gik, blev grandestævnet "æ grand" også en selskabelig sammenkomst, som man så frem til med stor forventning¨ man brugte den som tidsmåler, idet man talte om ting, der var foregået før eller efter "æ grand" ¨ de tørre forhandlinger på stævnet efterfulgtes af et fornøjeligt samvær med punch og sang, og det blev ud på de små timer, før de sidste brød op i enighed om, at det havde været "et glant grand" (jf. glant 3). TønderH (SJyMSkr.1978.202).
Forrige betydning - Næste betydning
3) = de folk i landsbyen el. sognet, man har selskabeligt samkvem med [spredt i Hards´SV og SVJy´V, spor. i Thy, desuden Fur; syn.: bojel·lag, byde·lag, grande·lag] grañ· = person, der bor i nærheden og som man derfor kommer sammen med. $Torsted. Hjemmene paa Fuur var delte i smaa afsluttede Naboskaber, som man kaldte "Granner". ¨ Var Naboskabet, som det skulde være, kunde man trygt henvende sig til Grannen om Hjælp, naar saadan tiltrængtes. Man "laante" hinandens Brød eller Brændevin. Man kunde ogsaa laane hinandens Redskaber. Hauge.E.33. i jawten ska vi hå æ naboer, å i måen awten ska vi hå æ grander (= i aften skal vi have naboerne (som gæster), og i morgen aften skal vi have granderne), dvs. bydelaget udenfor nabolaget. Hards.
4) = nabo [spredt i Han´V og Hards´SV, spor. i øvrige Nord- og Midtjy samt Sydjy´N] Røst.1808. I så¿nt æn tij¶ ær èÛ skjÒn¶ mæ guè grañèr = i sådan en tid (når en hyrdedreng har problemer med et kreatur) er det rart med (dvs. at have) gode naboer. Kvolsgaard.L64. wi war graçjjer mæ Sneeker´Maren = vi var naboer til Snedker´Maren. AEsp.VO. go åm¶ te di grañès o læ¿n æn nist il¶ = gå om til din grandes (til nabokonens) og lån en ildglød (til at tænde op med derhjemme). $Agger. (talemåde:) Di ska dÉm sil ru·s, dÉr hòr uj grajÉr = de skal rose sig selv, som har onde naboer. Grønb.Opt.241.
| grand | Çgrande |
| Sidens top | |