grøbe
grøble·greb| grøbe | grøble·greb |
verb. _ grøw·l, gröw·l Hards, SVJy; grøpèl SønJy; chrøpèl $Fjolde. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´t alm.; grøvè¬ Vestjy (F.); grÒpè¬ VSønJy (F.).
[< nedertysk grüppeln, gröbbeln mv.]
1) = grave græstørv; løsne hård undergrund med greb [spredt i Hards´S, spor. i SVJy´N] Christen gav sig til o grøwl Såj¶ (= at grave sadde, dvs. græstørv) og deraf opførte han en simpel Hytte. HPHansen.GF.II.228. di sku ha nowè Mæntör¶è grøwèlt = de skulle have nogle »møntørv gravet. Hards. Man sagde om et Stykke Jord, der var gravet: De æ gröw·lt mæ Gre¿f (= det er gravet med greb), men man kunde også gröw·l med Spade. Herning. Skulle man grave et hul i jorden, f. eks. en mergelgrav, og jorden var saa haard, at man ikke med skovl eller spade kunne komme videre, skulle man grøble med en kraftig greb, løsne jorden, saa den kunne skovles op. Hards.
2) = grave rende/grøft til afvanding [SønJy´V (dog ikke optegnet fra Rømø), spor. i Hards, SVJy, ØSønJy og Fjolde; se kort; syn.: grobe, grøbe 2, grøfte 1]
 |  Tæt afhjemlet |
aa grøbbel ¨ paa Forstranden til Vadehavet gravede man smaa Render med 20 meters Afstand vinkelret paa Kysten; i disse Render aflejredes saa leragtig Dynd, som skovledes op og forhøjede derved Strandjorden til brugbart Engareal. HvidingH (VSønJy). (vbs.:) Hun haj å manne gång måt tørr oldefars træskostøvl, vinjne han ve æ grøppeln haj fåt vand i’m = hun havde også mange gange måttet tørre bedstefaders træskostøvler, når han ved grøblingen havde fået vand i dem. SAndres.GB.59.
| grøbe | grøble·greb |
| Sidens top | |