græmmeligÌgræs

grænse

subst. _ (n/ñ/j etc. K 4.4:) græns/græñs/græñ·s/Ágræñ·s (K 1.7) alm.; græ÷ns Vends (også ældre græç(j)÷s); også græçjs HadsH (MØJy). _ genus: fem./fk. (K 7.2). _ plur.: ´er (K 6.2).

 Næste betydning

1) = rigsm. (grænse mellem landområder) [spor. afhjemlet] \ (spec., i bf.) = landegrænsen mellem Danmark og Tyskland [spor. afhjemlet] de va resè¡kant å gå awè æ græn·s = det var risikabelt at gå over grænsen. Åbenrå.

 Forrige betydning

2) (overført) = det yderste, der kan klares/accepteres etc.; i forb. som der er grænser for [< rigsmål (jf. Skautrup.H.II.89); spor. afhjemlet] der er grænser får, hwa sòò¶nt i pla¶g ka træ·k = der er grænser for, hvad sådan en »plag kan trække. AEsp.VO. ¡blöw¶ wi let ¡stö·r, ku wi lest wås ¡te å sæj: Skji, mæn ¡så war ¡grænsèn ¡åssè ¡nåj¶ = blev vi lidt større, kunne vi liste os til at sige sgi, men så var grænsen også nået (for hvor stærke eder man måtte bruge). Han.

græmmeligÌgræs
Sidens top