græde
græde·nem| græde | græde·nem |
subst. _ græ·Ûèn/græ·rèn (K 4.1) alm. (spor. optegnet med ´ñ, i TonalOmr (K 1.9) med acc.2); græ·jèn, *grejjen MØJy´SØ; græjèn Tønder; *gre·rèn Åbenrå; Ágre·èn Sønderborg; *græen Angel; greædèn $Fjolde.
[vbs. < græde; spredt i Sønderjy, spor. i Sydjy og Østjy´M]
= gråd. Hon vur i Græen = hun kom til at græde (jf. vorde x). Hagerup.Angel.108. han ku ent snak få gre·rèn = han kunne ikke snakke for gråd. Åbenrå. (talemåde:) æ ¡dawªsætèr è (jf. dag·sætte) lisom æ trå¬ mæ æ Ágræ·rèn = jeg udsætter det, ligesom Djævelen med (sin) Græden. $Bov (andetsteds fx med varianten drengen el. konen dagsætter).
| græde | græde·nem |
| Sidens top | |