gnubbe

gnuske

gnufle

verb. _ (l/Ï K 4.8:) gnofèl _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´t

[beslægtet med nedertysk gnubbeln (= puffe, støde); jf. også ODS. gnuffe; syn.: gnafle, gnifle]

 Næste betydning

1) = gnide, gnubbe [spor. i Vends, Him, MØJy og SVJy] vi mat entj gnoffel ty¶ri i pajjen, får så blÒw haj majwòrn = vi måtte ikke gnubbe tyren i panden, for så blev han mandolm (dvs. så blev den olm). AEsp.VO. Ka do intj gnufl minj Røg (= kan du ikke gnubbe min ryg), dvs. klø Ryggen ved at tage fat i Klæderne og gnide disse fast mod Huden. Lars.Ordb.74. gnoffel din hænner got mæ lier og so¶n saa ska di nok blyv reen = gnub dine hænder godt med ler og sand, så skal de nok blive rene. MØJy. (trussel:) a ska gnofèl dæ åp imo we¿©èn = jeg skal gnubbe dig op mod væggen. Vends (F.). Muldvarpen ¨ (har) endelig fået gnuflet snuden igennem tælen (= den frosne jordskorpe). AndChrist.T.125.

 Forrige betydning

2) = gnave, gumle; spise uordentligt, gnaske; ofte i forb. gnufle ¡i sig [Vends (dog kun spredt i ´NØ), Læsø, spredt i Han, Him (±Ø), MVJy (± Fjends´S) og SVJy´S, spor. i øvrige Jyll (± Djurs og SSlesv); se kort; syn.: gufle]

Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet

De spiste det bare brød og drak vand til og gnuflede på en bitte knalling (= en lille stump) ost til brødet. ØHanH (Krist.JyA.V.19). (hestene) roder med Mulerne og gnufler i sig med store gule Tænder. KBecker.UF.II.39. \ (også) = være gnaven; småskænde. hanj gor å gnofler hi(e)le tijen = han gaar og gnufler hele Tiden, skælder ud. *ØHanH.

gnubbe	gnuske
Sidens top