gjaldrendesgjaller

gjaldt

adj. _ gja¬t Holstebro (F.I.439).

[beslægtet med gjalde, jf. ØMO. gjælt, svensk dialekt gäll´ljudt; spor. i Hards og SVJy; syn.: Çgjalder]

= lydt; som giver genlyd. Kobbertøjet (til fremstilling af brændevin) gemte de ¨ under Gulvet i Sovekammeret; men da det var "mier gjaldt"¨ naar man traadte der over, saa fik man et andet Skjulested. HPHansen.GD.II.58. et af de paalideligste Varsler (om regn) var, naar Luften blev "gjaldt", dvs. at Lyde, som ellers ikke hørtes, blev meget tydelige. Hards.

gjaldrendesgjaller
Sidens top