gid
Ìgift| gid | Ìgift |
verb. _ inf.: ji Vends (dog dji Vends´NV, jí (K 2.1) $Børglum); gji·Û $Lild, Mors; giÛ· Him; gi·r Hards, $Vroue; gi·Û $Vorning; gi· Midtjy´Ø; giÛ Sydjy (vsa. gi·Û); gi/Ági (K 1.9) Sønderjy. _ præs.: (´er K 6.2:) ji¿r Vends (vsa. dji¿r Vends´NV); gi¿Ûèr Læsø, Fur, TunøSg (Djurs); giÛ¶èr Thy (også ga·Ûèr spor. i ´N), Mors, Him, $Vorning, $Tved, $Gosmer, Sydjy (også gist spor. i SVJy); gji·r Sall; gi·r(èr) Fjends, Hards; gi¿i MØJy (jf. K 4.9); gi¿è(r) $Voldby, $Anholt, $Todbjerg, MØJy´S; gí (K 2.1) $Mandø, $Rømø; også gir/gi (K 4.9) SønderjyÌ; overalt også tryksvage former uden stød og/eller længde, ofte reduceret til ®gi _ præt.: »kort (med noter), jf. også K 4.1¢; (desuden, som sideformer med stød:) gaÛ¶ Thy, Him, Anholt; ga¿r $Vroue; gå¿è $Todbjerg. _ ptc.: jij(¶) Vends (dog djij(¶) ´NV; ji $Hellum; jí (K 2.1) $Børglum); gjij·Û $Lild; giÛ¶èÛ $Torsted; git spor. i Hards og Sydjy, desuden $Agger (vsa. gaÛ), $Vroue; giÛè $Storvorde; gåÛ $Vorning; git spor. i Sydjy; giÛ $Tved; gji¿è SSamsø; gi $NSamsø; giÛ(¶)èt spor. i Sydjy; gin $Tvis; gist/gast/gåst (som i præt., jf. kort ovf.) alm. i Sønderjy; git $Øsby; også git, gist spor. i Sønderjy´SØ.
\ Ìvsa. gist, der i Angel dog normalt kun anvendes i 2. person sing.; Çogså gåj spor. i Ommers; også gåÛ spor. i Ommers, HadsH (MØJy) og SVJy; Èogså gast spredt i ØSønJy; ¢i tryktabsforb. ofte reduktion til ga i NØJy, Midtjy og ØSønJy.
[formerne på ´st (i Sønderjy) udgår muligvis fra en ældre passivform, jf. vestnordisk mér gezt at (= jeg synes om) og ældre svensk gätas åt något (= finde behag i noget)]
1) = rigsm. (overvinde sig til; have lyst til); i Sønderjy alm. med hovedverb. i ptc., i Nørrejy oftest med hovedverb. i inf. (men i lidt ældre kilder også ptc.). verbet gide ¨ bruges vist kun i nægtende sætninger og sjælden uden for præsens og præteritum ¨ Og præt. brugtes af de gamle ofte med præsensbetydning: ¨ a æ så ¡dow¶n te a ¡gå·r (eller går) e§t be¡stel· nöj (= jeg er så doven, at jeg ikke gider bestille noget). Skautrup.H.II.128. haçj É så dåwèn, haçj jir eñtj klø sæ = han er så doven, (at) han ikke gider klø sig. $Hellum. æ hå¿r såmæñ a¬èr gaÛ gjow¶r mæ dæn ulæj¶li©hiÛ = jeg har såmænd aldrig gidet gjort (dvs. gøre) mig den ulejlighed. $Agger. A ku gjahn synng Jer en bette Vihs, om I ejjes gad hoer en = jeg kunne godt synge jer en lille vise, hvis I ellers gad hørt (dvs. høre) den. Blich.EB.2. de gir æ ¡it ¡æt = det gider jeg ikke ædt, dvs. det har jeg ikke lyst til at spise. Angel. a ¡braj·n dæñ ¡brå· vi i· ¡pa·ñ, ¡som· gi·n ¡jær·n a ¡som· taj·n chå·r ek = Hjærnen (af Svinet) steger vi i Panden; nogle kan godt lide den, og nogle spiser den slet ikke. $Fjolde. _ (talemåder:) di jij¶èr eñtj ja·n, dæ spÒ dæm får = de, der spørger sig for, gider som regel ikke. $Børglum. Æ gider it gaa i Seng, soj æ Dreng, da sad han aa æ Sengekant = jeg gider ikke gå i seng, sagde drengen, da sad han på sengekanten. SJyMSkr.1931´32.189.
2) i faste forb.
2.1) gide ¡haft, gide ¡have = gerne ville have, godt kunne lide (om mad) [spredt i Sønderjy; spor. i NDjurs, SDjurs og Sydjy] Han kan godt ed, naar han fo nue, han gi haw = han kan godt spise, når han får noget, han godt kan lide. NDjurs. tæj ¡ve va di gi ¡ha·j = tag ved, hvad De gider haft, tag hvad De bryder Dem om (Opfordring ved Bordet). $Bov. _ (talemåder:) Vi er alle Adams Börn og gist gærne have Pandekage. Kok.Ordspr.18. Hven der snakker møj om gryn, gir gjæn haj grør = den der snakker meget om gryn, vil gerne have grød. ØSønJy´N.
2.2) gide ¡lidt, gide ¡lide = kunne lide, synes om; holde af; elske [spredt i Sønderjy] a gir it li den Kal, for han er aaltin saa storums = jeg synes ikke om den karl, for han er så storsnudet. ØSønJy´N. Di gi ¡nåk ¡lit vær¡andèr = De kan godt lide hinanden, dvs. de er forelskede i hinanden. HostrupD.II.2.180. Æ gist heller li æ Dannsk i æ Kjerrk, for de æ mier lihg te som æ Tysk (= jeg synes bedre om dansk i kirken, for det er mere ligetil end tysk), dvs. det er ¨ bedre at forstå. Hagerup.Angel.56. (talemåde:) Den ene gider lidt e Moder, den ann e Dætter; så verd de både gift = den ene holder af moderen, den anden (af) datteren; så bliver de begge gift. Kok.Ordspr.13.
2.3) gide været ¡over = have lyst til (at gøre noget); orke; oftest i nægtende udtryk; jf. DF.XXXVI.99ff. [Sønderjy (± Fjolde), spredt i Sydjy´S; se kort]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
de gist a e§t væn öw¶èr = det gider jeg ikke befatte mig med. SVJy. æ gist itj vet¡æw¶è å ¡hø·è o hinjt ¡mje·chèn = jeg gad ikke høre på hendes jamren. VSønJy. Do ¡ær èn ¡dåw¶n Kra¡bå¶t, do gir ¡enè ¡Teµ¶ ve¡döw¶èr = Du er en doven Krabat, du gider ingen Ting bestille. HostrupD.II.1.199. Han gast it vænowet mee (siges) naar en Person fx er blevet træt af hele Livet. ØSønJy´S.
| gid | Ìgift |
| Sidens top | |
}){kind=link}