gemlendesÇgemme

Se også gem (subst.), Çgemme (verb.)

Ìgemme

subst. _ med sideformen gem. _ i alm. samme udtale som inf. af »Çgemme; også gjem¶ $Vroue; også gjæm¶ MØJy´S. _ genus: neutr./fk. (K 7.1) alm.; fem. $Tved. _ plur.: ´er (K 6.2).

[1648: Byens Gjemme (= fold, hvor løsgående svin indsættes) (RibeAmt.1971.651); < Çgemme; muligvis sammenblandet med gem (se afsluttende citat dér); spor. i Nørrejy]

= varetægt; sted til opbevaring, ophold. a hò¿ tò· æ i jæ÷m (= jeg har taget det i gemme), dvs. gemt det hen. Vends. ha i gièm = have noget paa kistebunden. $Voldby. de kunstigste Loes’ (= låse) ku’ han dirk op, o hwer et Gjemm ku han find (= og hvert et gemme kunne han finde). KrJens.JF.37. Mu·r hòr mònner skö·n sager i he jæmmer = moder har mange dejlige ting i sine gemmer. AEsp.VO. æ ¡peñ·ªswín hår si gjem¶ i dæn¶ ¡ri·sªboµ§k = pindsvinet har sit bo i den risbunke. $Vroue. \ (spec.:) de è gon i gièm (= det er gået i gemme), dvs. blevet overgemt. *$Voldby.

gemlendesÇgemme
Sidens top