subst.
[< gabe 1.4; spor. i Vends, NØJy og MØJy; syn.: gabe·hals 1]
= person, der taler meget eller højt (uden større indhold); nar, pralhals.
gabe·hals
gabe´i´¡lyregabe·halsgabe´i´¡lyregabe·halsgabe´i´¡lyre