Çgab
gabe·arbejde| Çgab | gabe·arbejde |
verb. _ udtale »kort (med noter), jf. også K 4.3, K 1.9. _ præs.: ´er (K 6.2) (dog gå·vèr/ga·vèr svarende til evt. inf. på ´f i Nørrejy og Sønderjy´N, jf. K 4.3). _ præt.: gaߧt NVJy; gav§t øvrige VStødOmr (K 1.6)}; gaßt VendsÌ°, Han; ga·wt $Læsø; gaft Him´Ø, $VorningÌÌ; gå·ft $Voldby; gå·vt MØJy´N og ´MÌÇ, $Tved; gå·bt MØJy´SØÌÈ og ´VÌ¢; ga·vt MØJy´SV, BjerreÌ£, $SSamsø; ga(÷)ft/Ága(÷)ft (K 1.8) SønJyÌÀ. _ ptc.: gaßt (vsa. yngre gabt) Vends, Han, NVJy; ga·wt $Læsø; gavt, gaft Him, MVJy, Sydjy; gaft $Vorning; gabt $Houlbjerg; gå¿vt MØJyÌÎ (også gå¿bt ´S); ga¿vt $SSamsø; gaft SønJyÌ{ (også ga·ft Als).
\ Ìvsa. yngre ga·b; også ga·w Frederikshavn´egnen, KærH; Çspor. også gå·b; Èogså ga·f spredt i Fjends, spor. i Him´SØ, $Vorning; ¢dog gå·f $Vejrum; også gå·w ´V; £dog gå·f østligste NDjurs; Àogså ga·b, ga·ß vestligste MØJy´S (K 4.3); Îspor. også *gåw SVJy; {også gå·w NTyrstrupH; }også *ga¿ft Him´V, *gaft Sall, Fjends; Ì°også ga÷ßt Vends´NV; også gabt KærH; ÌÌogså ga·vèt; ÌÇdog gabt $Houlbjerg; også gå·ft HasleH; ÌÈogså gå·ßt; også gå·vt SøvindSg (VoerH); Ì¢dog gabt $Skannerup; også gå·vèt GjernH (F.); Ì£også gaft; ÌÀogså gaft; ÌÎogså gå¿ft ´NØ; dog gabt $Skannerup; Ì{også ga·fèt $Hostrup.
1) (om person el. dyr) = åbne munden.
1.1) i alm. [spredt afhjemlet] (han) grev ham lig i æ Kværk o saa maat han gaav = greb ham (dvs. røveren) lige i struben, og så måtte han gabe (for at få vejret). SØJy. han saÛ o ga·vt som èn sto·rk = han sad og gabte som en stork. Bjerre. _ (talemåder, med varianter:) Ta eñtj mir i muj, Éj do ka gab øvær = tag ikke mere i munden, end du kan gabe over. Grønb.Opt.242. Vil du spi, saa glem eet aa gaa·b = vil du kaste op, så glem ikke at åbne munden. Schade.62. \ gabe mod ovnsmunden se ovns·mund.
1.2) af søvnighed mv. haçj gabt, så jæn ku høør´e låntj hen = han gabte, så man kunne høre det langt væk. Han (AEsp.VO.). nå ¡jÉn¶ ¡gå·ßèr, gåßèr ¡ajèr ¡mæj = når én gaber, gaber andre med. $Torsted. (vbs.:) dæ kåm å ¡ga·vi ¡ew¶è mæ = der kom en (egl.: et) gaben over mig. $SSamsø. (talemåde, med varianter:) Dænd ¡jæn· ¡A·f fæ dænd ¡an te å ¡ga·f = Den ene Abe får den anden til at gabe (dvs.: når én gaber, begynder de andre også at gabe). HostrupD.II.1.191. \ gabe efter sengen (el. lign.) = gabe efter at komme i seng [spor. i Nørrejy] a begønder sgi å ga·v æt¶ter Åw·edyenen = jeg begynder sgu at gabe efter overdynen. HJens.HDF.15.
1.3) pga. forbavselse, uforetagsomhed, nysgerrighed mv. hwa stor do dÉɶr å gaber ætter? (= hvad står du der og gaber efter?), underforstået: se at forsvinde, eller: gør dig nyttig. AEsp.VO. an ka li· så gåt sto o ¡gå·v ¡o¿ èt såm bæ sæ ¡tå·wlè ¡a = man kan lige så godt (bare) stå og gabe (dvs. glo) på det som bære sig tåbeligt ad. $Ål. Han gaft å¶ mæ, som om¶ han í fåståj¶, va æ so·j = Han gloede på mig, som om han ikke forstod, hvad jeg sagde. HostrupD.II.1.191. gåv æ moñ¶ å¿ æ hæµèr (= gabe munden af hængslerne), dvs. overmåde højt. Vestjy (F.). _ (i mange talemåder, med varianter, fx:) ka do e§t sík, så ka do gå·b, så æ di mån¶ lisè stu¿(r) som bæ©è di øw¶n = kan du ikke se, så kan du gabe, så er din mund lige så stor som dine øjne tilsammen. Skyum.Mors.II.25. Somm griiner aa Somm gaa·ber; di er aall goe vur Hær skaa·ber = nogle griner, og nogle gaber, de er alle gode, (som) Vorherre skaber (sagt fx om personer, som kommer og kigger uden at sige noget). Schade.66. \ abe og gabe se Èabe 1.
1.4) for at sladre, brovte, råbe, skælde ud, gø mv. gre·n å ga·v å gö nar¶ o fåÏk (= grine og snakke løs og gøre nar af folk), om Kvinder, der løber rundt med Sladder. Ommers. Maj va saa slem te aa gaa og gab paa hans Folk = manden (på gården) var så slem til at gå og skælde ud på sine folk. Nordlyset.1884.44. han stu å gavt op = stod og bralrede op. $Vroue. (hun) ku værkèn gaf eller gjaf = kunne (pga. af mad i munden) hverken gabe eller gø (dvs. sige noget). JMads.Hanved.64. (vbs.:) dær æ så¿n æn gå·bin a ham (= der er sådan en snakken af ham), dvs. højrøstet tale. $Agger. Hunj stu aa gabt hijle Nætten = hunden stod og gøede hele natten. Lars.Ordb.69. \ (spec.:) gaa "aa gaf aa stihm" (raabe og skrige) (jf. stime x) ¨ det jyske Udtryk for den, som sang højt, naar han gik i Marken. *AarbSkive.1938.115.
2) i overført betydning.
2.1) = stå (lidt) åben; ikke kunne nå sammen [spor. afhjemlet] E Så¶è ga·fèr = såret gaber. HostrupD.II.1.191. ¡pur¶tèn ¡ga·ßèr æ betè kòn = porten gaber lidt (dvs. kan ikke lukkes helt). Vends. E Fjæl· ga·fèr = Fjælene gaber (dvs. der er blevet sprækker mellem dem, pga. tørhed). HostrupD.II.1.191. (talemåde:) dæçj¶ dè føst ¡taßt, hans p嵶 ¡gaßt = den, der først tabte (i kortspil), hans pung gabte (dvs. stod åben). JMJens.Vend.251. \ (også:) ¡no ¡ga·wèr de i ¡væstèr (= nu gaber det i vest), nu bliver der en åbning under skydækket i vest. *AEsp.Læsø. *AEsp.VO.
2.2) = nå hen over, spænde. no ¡smeÛ¶ ¡kro·© ¨ di ku ¡ga·v ew¶èr è la§t = nogle smedede kroge (til »tækkestol), de kunne gabe (dvs. spænde) over lægten. *Bjerre (DaDial.I.72).
| Çgab | gabe·arbejde |
| Sidens top | |
}){kind=link}