gævlÇgævle

Se også Çgævle (verb.)

Ìgævle

verb. _ (l/Ï K 4.8:) gjæfèl alm. (også gjævèl spredt i Vest- og Sydjy); gjefèl Sall, $Vroue; *gæfèÏ Sønderjy (vel med acc.2 i TonalOmr.). _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´t alm.; også ´èt spor. i Hards´S og SVJy.

[vist < Ìgab 2 (= mund, kæft)]

 Næste betydning

1) = kæfte op, ævle [vel spor. sammenblandet med kævle x; Hards, SVJy´V, spredt i Sall, Fjends´V og ØSønJy´M, spor. i NVJy og SØJy´N; se kort]

Tæt afhjemlet
Spredt afhjemlet

Di sedder og gjævler saaen, en ka snaar eet for en uer saae = de sidder og kæfter sådan op, at man snart ikke kan få et ord indført. SVJy. at gjæfle op ¨ er at sig en hel masse vrøvl om noget man ikke rigtig har forstand på. Hards.

 Forrige betydning  -  Næste betydning

2) = gø [formentlig påvirket af gæffe, sideform til gjaffe; Hards´S, spredt i Hards´N; se kort]

Tæt afhjemlet
Spredt afhjemlet

sör¶n som æ huñ¶ gjæfèlt, a ska låw· får æ hå·r kam te¶n = sådan som hunden gøede, jeg skal love for (at) haren (som den havde færten af) kom til den (dvs. af sted). Skautrup.H.II.38.

 Forrige betydning

3) gævle ¡i sig = spise, æde hurtigt, forslugent [spor. i Vestjy og ØSønJy´SØ] En far kan ¨ i en travl tid sige til sine børn: sie no båe o gjæffel i jer = se nu bare at skynde jer at spise. SVJy.

gævlÇgævle
Sidens top