Ìgæl

Ègæl

Se også Ìgæl (subst.), Ègæl (adj.)

Çgæl

subst. _ med sideformen gælle, (plur.?) gæller. _ gjæl¶ $Erslev; *gjæl Schade.64; gjæl· Sall (Lyngby.Opt.); (plur.?) gjæl¶èr Vends (Røjkjær.Opt.). _ bf.: gjælèn $Læsø.

[< ældre dansk gæl(n) (= gælle), jf. vestnordisk (plur.) gjõlnar; jf. også gammelsvensk gählen (= sildeindvoldene); formen gjæl· skyldes formentlig sammenblanding med Ìgælle; spor. i Vends, på Læsø, Mors, i Sall og Him; syn.: Çgrums, Çgrøm]

= indvolde i fisk (især sild). ta ¡gjælèn uw¶ = tage indvolde ud. AEsp.Læsø.II.109. (forordning 1690:) (det) forbydes alle og enhver at henlægge deres Gjæller og Grum ved Strandbredden, langt mindre udi Gader og Stræder, i Vinkler eller Vraaer, som foraarsager en udragelig Stank. Nibe (NTF.VI.3).

Ìgæl	Ègæl
Sidens top